Krisen: Lad arbejdsgiverne betale! - Manifest fra IMT - tredje del

En anden verden er mulig - socialisme

Nogle misledte folk siger, at det er selve videnskabens fremskridt, der er problemet. De tror, at vi ville være gladere ved at bo i lerhytter og arbejde fra morgen til aften med hårdt arbejde på markerne. Det er tåbeligt. Vejen til at opnå virkelig frihed til at udvikle menneskets potentiale fuldt ud ligger præcis i den mest omfattende udvikling af industrien, landbruget, videnskaben og teknologien. Problemet er, at disse magtfulde våben for menneskeligt fremskridt er i hænderne på personer, der underordner dem deres profitmotiv, fordrejer deres formål, begrænser deres anvendelse og holder deres udvikling tilbage. Det er klart, at videnskaben for længe siden ville have opdaget en kur for kræft eller fundet et billigt og rent alternativ til fossile brændstoffer, hvis den ikke havde været lænket for profittens stridsvogn.

Videnskab og teknologi kan kun realisere sine enorme potentialer, når de frigøres fra markedsøkonomiens kvælende omfavnelse og sættes i menneskehedens tjeneste i et demokratisk og rationelt produktionssystem baseret på behov ikke profit. Dette ville gøre os i stand til at reducere arbejdstiden til et minimum og dermed befri mænd og kvinder fra slaveriet i mange timers slid og gøre dem i stand til at udvikle det psykiske, intellektuelle eller åndelige potentiale de besidder. Dette er menneskehedens spring “fra nødvendighedens til frihedens rige.”

Efter Sovjetunionens fald jublede forsvarerne af den gamle orden. De talte om socialismens endeligt og endda historiens afslutning. De lovede os en ny æra med fred, fremgang og demokrati, takket være den frie markedsøkonomis mirakler. Nu bare femten år senere er disse drømme reduceret til en rygende bunke ruiner. Ikke en sten er tilbage af disse illusioner. Seriøse problemer kræver seriøse tiltag. Det er ikke muligt at kurere kræft med en aspirin! Det, der er brug for, er en ægte forandring i samfundet. Det grundlæggende problem er selve systemet. De økonomiske eksperter, der sagde, at Marx tog fejl, og at kapitalistiske kriser hørte fortiden til (det “nye økonomiske paradigme”), har nu vist, at de tog fejl.

Det seneste opsving havde alle de karakteristika, som Marx for længe siden forklarede hørte til den økonomiske cyklus. Processen med koncentration af kapital har nået svimlende proportioner. Der var et orgie med overtagelser og konstant stigende monopolisering, der har nået hidtil usete proportioner. Dette førte ikke til udvikling af produktivkræfterne som tidligere. Fabrikker blev lukket, som var de tændstikæsker, og tusinder af mennesker blev kastet ud i arbejdsløshed. Nu vil denne proces blive fremskyndet i takt med at antallet af konkurser og lukninger øges dag for dag.

Hvad betyder alt dette? Vi er vidner til dødskramperne hos et socialt system, der ikke fortjener at leve, men som nægter af dø. Det er ikke overraskende. Historien viser os, at ingen herskende klasse nogensinde har overgivet sin magt og sine privilegier uden kamp. Det er den virkelige forklaring på krigene, terrorismen, volden og døden, der er hovedkarakteristika ved den epoke, vi lever i. Men vi er også vidner til fødselsveerne fra et nyt samfund – et ny og retfærdigt samfund, en verden passende for mænd og kvinder at leve i. Ud af disse blodige begivenheder fødes en ny kræft i det ene land efter det andet – arbejderne, bønderne og ungdommens revolutionære kraft.

George Bush er beruset af magt og forestiller sig, at hans magt er grænseløs. Desværre er der nogen på venstrefløjen, der tror det samme. Men de tager fejl. En revolutionær bølge fejer over Latinamerika. Den venezuelanske revolution var et jordskælv, der har fremkaldt efterskælv over hele kontinentet: bevægelsen blandt masserne i Latinamerika er det endelige svar til alle dem, der har påstået, at revolution ikke længere var mulig. Det er ikke bare muligt, det er absolut nødvendigt, hvis verden skal reddes fra truende katastrofe.

Millioner af mennesker er begyndt at reagere. De massive demonstrationer mod krigen i Irak bragte millioner på gaden. Det var tegn på begyndelsen på en opvågning. Men bevægelsen manglede et sammenhængende program for at ændre samfundet. Kynikerne og skeptikerne har haft deres tid. Det er på tide at skubbe dem af vejen og føre kampen fremad. Den nye generation er villig til at kæmpe for sin frigørelse. De søger efter et banner, en ide og et program, der kan inspirere dem og lede dem til sejr. Det kan kun blive kampen for socialisme på verdensplan. Valget foran menneskeheden er socialisme eller barbari.

For Europas forenede socialistiske stater!

Europas produktive potentiale er kolossalt. Med en befolkning på 497 millioner og en indkomst på 32.300 dollar pr. indbygger er det en formidabel kraft, der potentielt kunne udfordre USA’s magt. Men dette potentiale kan aldrig realiseres under kapitalismen. Alle forsøgene på at skubbe foreningen af Europa fremad er strandet på de modstridende nationale interessers. Krisen vil uddybe disse splittelser yderligere og sætte spørgsmålstegn ved selve EU’s fremtid.

Dannelsen af den Europæiske Union var en stiltiende indrømmelse af det faktum, at det er umuligt at løse økonomiens problemer indenfor det nationale markeds snævre grænser. Men på et kapitalistisk grundlag kan europæisk enhed aldrig opnås. I en krise vil modsætningerne mellem kapitalisterne i de forskellige nationalstater komme op til overfalden. Den nuværende krise har afsløret de gemte brudlinjer og åbenbaret falskheden i demagogien om europæisk enhed. Trods Sarkozys forsikringer er relationerne mellem de europæiske ledere yderst anstrengt, ikke mindst mellem lederne af Frankrig og Tyskland, de to nøglelande i EU.

Den tyske regerings erklæring om, at de private indskud på 1 trillion euro i landets banker ville være “garanteret”, kom bag på de andre europæiske regeringer og så ud til at trampe på løftet om europæisk samarbejde, der tidligere var blevet givet på et mini-stormøde i Paris af de franske, britiske, tyske og italienske ledere. Det tyske tiltag truede med at tiltrække opsparinger fra banker i andre lande. De andre lande var rasende. Men hvad var forskellen mellem dette og erklæringen fra den irske regering om, at den ville sikre dets seks hovedbankers passiver i to år, eller den britiske regerings nylige løfte om, at den vil tage “alle nødvendige skridt” for at beskytte opsparere eller Sarkozys løfte om, at de franske private opsparere ikke vil miste “en eneste euro”?

Dette skridt viste hykleriet hos den Europæiske Kommission, der udfordrede det irske skridt men senere sagde, at den ikke så noget galt med Berlins “løfte”. Hvad er forskellen mellem Irland og Tyskland? Den eneste forskel er, at Irland er lille, og Tyskland er stor og derudover kontrollerer EU’s pengekasse. Lignende garantier blev udstedt af den ene regering efter den anden – inklusiv Sverige, Østrig, Danmark og Portugal – for at forhindre opsparere i at flygte til tyske (eller irske) banker.

I virkeligheden forsøger hver national regering at sætte egne interesser først. Den gensidige mistillid mellem de europæiske regeringer kommer op til overfladen, så snart de står overfor en krise. Hver regering må kæmpe for at gøre noget ved panikken, der spreder sig over Atlanten gennem de europæiske finansielle institutioner. Washington fandt det svært nok med én regering og ét politisk system at håndtere den globale kreditkrise. EU har én valuta og ét marked men 27 regeringer og intet overordnet system for overvågning af banker eller økonomisk styring.

Det er umuligt at forene økonomier, der trækker i forskellige retninger, og de europæiske regeringer betaler prisen for at skabe en fælles valuta uden institutionerne og reguleringsmekanismer til at håndtere én økonomi. I den kommende periode vil protektionistiske tendenser uundgåeligt træde i forgrunden. De individuelle regeringers forsøg på at tiltrække milliarder af euro i opsparinger væk fra andre lande er en forsmag på den “send-sorteper-videre” politik, som vi kan forvente, efterhånden som krisen bliver dybere.

Sylvester Eijffinger fra Tilburg Universitet, valutarådgiver for det europæiske parlament, sagde: “Dette er et wake-up call. Først havde vi økonomisk integration, så havde vi valutamæssig integration. Men vi udviklede aldrig den parallelle politiske og reguleringsmæssige integration, der ville gøre os i stand til at stå overfor en krise, som den vi står overfor i dag.” Spændingerne mellem nationalstaterne er så store, at der muligvis stilles spørgsmålstegn ved selve euroens eksistens. Det er ikke usandsynligt, at EU falder fra hinanden eller i det mindste opstår med radikalt forandrede strukturer og reduceret til omtrent en løs toldunion.

EU er i virkeligheden en kapitalistisk klub domineret af bankerne og de store monopoler i medlemsstaterne. De nye medlemsstater i Østeuropa bruges som et lager af billig arbejdskraft med “europæiske” priser og “østlige” lønninger. På den anden side er EU en imperialistisk blok, der udnytter de europæiske landes tidligere kolonier i Afrika, Mellemøsten, Asien og Vestindien. Der er intet progressivt ved det. Den eneste vej til at udnytte Europas virkelige potentiale er ved at etablere en socialistisk føderation, der integrerer Europas produktivkræfter i en fælles plan. Dette ville blive kombineret med maksimal autonomi for alle Europas folkeslag, inklusiv baskerne, katalanerne, skotterne, waliserne og alle andre nationaliteter og lingvistiske minoriteter. Det ville lægge grunden for en fredelig og demokratisk løsning af de nationale problemer i lande som Irland og Cypern. En socialistisk føderation ville blive dannet på en fuldstændig frivillig basis med komplet lighed for alle indbyggere.

Vi kræver:

1. Nej til bureaukraterne, bankerne og monopolernes Europa!
2. For ekspropriation af bankerne og monopolerne og dannelsen af en integreret og demokratisk socialistisk plan for produktionen.
3. Stop for al diskrimination imod indvandrere, kvinder og unge. Lige løn for lige arbejde!
4. For udviklingen af bånd mellem fagforeningsaktivister på europæisk og globalt plan. For en offensiv enhedsfront mellem arbejderne imod de store transnationale selskaber!
5. For Europas forende socialistiske stater!

Østeuropa, Rusland og Kina

Krisens start i Vesteuropa skærper problemerne i de såkaldte emerging economies i Østeuropa, hvor investorer dumper mere risikofyldte aktiver i flugten mod sikrere destinationer. De relativt svage økonomier i Østeuropa vil komme til at betale en hård pris for deres sammenfiltring med verdens kapitalistiske økonomi. Skarpe fald i væksten og stigninger i fattigdommen forventes i Rusland, Ukraine og Rumænien. Trods vækst i nogle områder i Østeuropa forventes væksten i GDP pr. indbygger i regionen at blive nul.

Ungarn forbereder sig på en “krisevirkelighed” og forventer, ifølge premierminister Ferenc Gyurcsany, at BNP vil mindskes næste år. Regeringen forventede en vækst i BNP på 3 procent i 2009, da den først lavede budgettet for næste år. Men nu står den overfor store nedskæringer og stigende arbejdsløshed. Den finansielle krise kommer bare to år efter, at Gyurcsany pressede skattestigninger og nedskæringer i arbejdspladser i den offentlige sektor og støtten til husholdningernes energipriser igennem for at mindske det største budgetunderskud i EU.

Den ungarske regering var tvunget til at ansøge om mulighed for et nødlån på 5 mia. euro fra den europæiske centralbank. Presset af de internationale bankers omfavnelse vil Ungarn blive tvunget til at skære i det offentlige forbrug for at mindske budgetunderskuddet. Som altid vil det være arbejderne og bønderne, der betaler prisen. Regeringen foreslår at fastfryse lønningerne og aflyse bonusser for offentligt ansatte og reducere pensionerne for at sænke budgetunderskuddet til 2,6 procent af GDP. Og Polen og andre Østeuropæiske lande er kun et skridt bag Ungarn.

Befolkningerne i Østeuropa gik med i EU med ideen om, at de ville kunne nyde den samme levestandard, som de så i Tyskland og Frankrig. Men disse illusioner blev hurtigt afsløret som falske. Et lille mindretal blev rige ved at plyndre folkets ejendom gennem uhæderlige privatiseringsaftaler. Men flertallet af polakkerne, tjekkerne, slovakkerne og ungarerne opnåede ingen fordele af kapitalismens genindførelse. Under opsvinget blev de udnyttet som billig arbejdskraft i rigere lande. Nu står Østeuropa over for fallit. Og økonomisk kollaps i Østeuropa vil trække økonomierne i Østrig og andre udsatte EU-lande med sig.

Ingen andre steder i Europa har konsekvenserne af kapitalistisk genindførsel været så alvorlige som på Balkan. opsplitningen af Jugoslavien var en kriminel handling, der har ført til en række broderkrige, terrorisme, massemord og folkedrab. Denne uhyrlige situation har haft katastrofale konsekvenser for millioner af mennesker, der tidligere opnåede en god levestandard, fred og fuld beskæftigelse. Nu mindes mange mennesker det gamle Jugoslavien med længsel. Kapitalismen har ikke givet dem andet en krig, elendighed og lidelse.

Den situation, som Rusland står overfor, er ikke meget bedre. Modsætningerne er her endnu mere grelle end i Østeuropa. Genindførelsen af kapitalismen har ikke gavnet det overvældende flertal af befolkningen i det tidligere Sovjetunionen. Det har skabt et obskønt rigt oligarki, der er tæt forbundet med kriminelle elementer. Men det er et lillebitte mindretal. For millioner af russere har de to sidste årtier ikke betydet andet end elendighed, sult, lidelse og ydmygelse. Det har medført et kollaps i sunheds- og uddannelsessystemet, der var gratis for alle indbyggere i sovjettiden såvel som et kollaps af kulturen og generel forarmelse og ulighed.

I en periode troede folk, at det værste var ovre, og at økonomien var ved at komme sig ovenpå den dybe nedgang, der fulgte USSR’s kollaps. Men nu står Rusland overfor den værste finansielle krise siden kollapset i 1998. De faldende oliepriser, der afspejler den verdensomspændende nedgang i efterspørgslen, har skubbet økonomien ud i krise. Den tidligere optimistiske stemning i Moskva er fordampet efter stejle fald på børsen, der måtte lukkes pga. den ekstreme turbulens. Ligesom eventyret om heksen Baba Yaga er den russiske kapitalisme en hytte bygget på kyllingeben. Krisen afslører sig selv i reduceret byggeri, fyringer og restriktioner på at åbne nye kreditgivninger til private firmaer.

Krisen har tvunget regeringen til at følge samme vej som Washington og London og bruge milliarder af dollars af offentlige penge på at redde private firmaer. Der er kanaliseret mere end 200 milliarder dollars gennem lån, skattelettelser og andre tiltag. Men almindelige russere vil spørge, hvorfor offentlige penge skal bruges til at redde oligarkiet, der blev rige ved at plyndre staten i den seneste periode. Hvis private firmaer og markedet var den nationaliserede planøkonomi overlegen, hvorfor har den private sektor nu brug for at blive holdt oppe af staten?

Situationen er endnu værre i andre tidligere Sovjetrepublikker såsom Ukraine, hvor fattigdommen følges af politisk ustabilitet, korruption og kaos. For folk i Kaukasus og Centralasien har det været en ubetinget katastrofe. Georgien, Armenien og Aserbajdsjan er i en tilstand af konstant krig, og masserne bliver nødt til at bære militærudgifternes tunge byrde. Terrorismen spreder sig fra det besatte Tjetjenien til andre republikker. Krigen i Afghanistan truer med at destabilisere ikke bare Pakistan men hele Centralasien.

Der er et gammelt ordsprog, der lyder: “livet lærer”. Mange mennesker i Rusland, Ukraine og Østeuropa siger: Vi havde problemer før, men i det mindste havde vi fuld beskæftigelse, et hjem og gratis sundhed og uddannelse. Nu står disse lande overfor fallit og massearbejdsløshed. Folkene i Kaukasus længes efter en tilbagevenden til fred og stabilitet. Ingen ønsker en tilbagevenden til bureaukrati og et totalitært diktatur. Men et ægte socialistisk styre, som styret med arbejderdemokrati, der blev etableret af Lenin og Trotskij efter Oktoberrevolutionen, har intet tilfælles med den groteske stalinistiske karikatur, der opstod efter Lenins død.

Det var resultatet af revolutionens isolation under forhold med ekstrem tilbageståenhed. Men nu er de objektive forhold for en hastig fremgang mod socialisme skabt, på basis af en udviklet industri, videnskab og teknologi opbygget over de sidste 90 år. Det kræver etableringen af en frivillig socialistisk føderation, hvor økonomien er i statens hænder og staten under arbejderne og bøndernes demokratiske kontrol. Men den første betingelse for dette er ekspropriation af oligarkerne, bankcheferne og kapitalisterne.

Nedgangen i verden har en kæmpe effekt på den kinesiske økonomi. Væksten i den kinesiske økonomi er meget afhængig af eksport, og på højden af det nuværende opsving nåede den årlige vækstrate i eksporten 38 procent (i tredje kvartal af 2003). Nu er det seneste kvartalsmæssige tal faldet til omkring 2 procent, og med det har vi også set en skarp nedgang i fremstillingsordrer i de seneste par måneder. Alvorlige borgerlige kommentatorer diskuterer nu, hvorvidt der vil komme en “gradvis nedgang” eller et “brat fald” i den kinesiske produktion.

Stephen Green, ekspert i kinesisk økonomi på Standard Chartered, har forudsagt, at eksporten endda kan falde til “nul eller endda negativ vækst” næste år. Hvor tæt den kinesiske økonomi er forbundet med verdensøkonomien ses i de nye beregninger fra JP Morgan Chase, der viser et fald i den kinesiske eksport på 5,7 procent, for hver 1 procent den økonomiske vækst falder. Dette fører til massive fabrikslukninger over hele Kina, hvor millioner af arbejdere står overfor arbejdsløshed.

I 2007 var væksten på omkring 12 procent, og i 2008 var den allerede faldet til ni procent og kunne falde yderligere. I området omkring Hong Kong kan mere end 2 millioner arbejdere miste deres job indenfor de næste få måneder. Med dette kommer en bristet boligboble, eftersom huspriserne er faldet skarpt og har efterladt mange kinesiske familier med negativ egenkapital, dvs. lån der er mere værd, end den bolig de har købt. Svaret fra den kinesiske regering har været at komme med en økonomisk pakke for at stimulere væksten.

De har brug for at holde væksten over 8 procent for at opretholde en eller anden grad af social stabilitet. Det er rigtigt, at Kina har opbygget enorme reserver. Men disse kan ikke kompensere for tabet af udenlandske markeder, efterhånden som verdensøkonomien glider dybere ned i krisen. Som et resultat spreder arbejderuroligheder sig, og der har allerede været en bølge af protester med krav om udbetaling af ubetalte lønninger med vejblokader og fabriksblokader. Ligesom i Rusland og Østeuropa vil der også komme voldsomme reaktioner imod kapitalismen. Marxismens ideer vil vinde fodfæste og forberede vejen for en ny og uimodståelig bevægelse mod socialisme.

Vi kræver:

1. Stop for privatiseringer og afskaffelse af markedsøkonomien
2. Ned med oligarkerne og de nyrige! For en gen-nationalisering af de privatiserede virksomheder uden kompensation.
3. For arbejderdemokrati!
4. Ned med bureaukrati og korruption! Fagforeningerne må forsvare arbejdernes interesser!
5. De kommunistiske partier må føre kommunistisk politik! For en tilbagevenden til Marx og Lenins program!
6. For genindførelse af statsmonopolet på udenrigshandelen!

Krisen i den “tredje verden”

Den nuværende krise vil uden tvivl ramme de fattige lande i Afrika, Mellemøsten, Asien og Latinamerika hårdest. Selv under opsvinget opnåede det overvældende flertal meget lille eller ingen fremgang. Der har været en ekstrem polarisering mellem rige og fattige i alle lande. To procent af jordens befolkning ejer nu mere en halvdelen af jordens rigdom. 1,2 milliarder mænd, kvinder og børn lever under forhold med ekstrem fattigdom. 8 millioner dør af fattigdom hvert år. Dette var det bedste kapitalismen kunne tilbyde. Hvad vil der ske nu?

Ud over eksportens kollaps, der har ramt alle varer (undtagen guld og sølv) inklusiv olie, står de overfor stigende fødevarepriser, der hovedsageligt er et resultat af spekulation. En ny rapport fra Banco Interamericano advarede om, at de stigende fødevarepriser vil skubbe 26 millioner mennesker i Latinamerika ned i absolut fattigdom. Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, har advaret om, at verdens fattigste står overfor den “tredobbelte fare” af fødevarer, olie og finans: “De fattigste kan ikke blive bedt om at betale den højeste pris. Vi anslår, at yderligere 44 mio. mennesker vil lide af underernæring i år som et resultat af de høje fødevarepriser. Vi kan ikke lade en finansiel krise blive en menneskelig krise.” Dette er fine ord, men som et gammelt engelsk ordsprog lyder: pæne ord mætter ingen munde.

Fattigdommen og sulten vil stige som et resultat af den globale finansielle krise og det frie markeds “strukturelle tilpasnings” tiltag dikteret af den Internationale Valutafond (IMF). Dette er den uundgåelige konklusion i den seneste rapport om global fattigdom udgivet af Verdensbanken. Banken fandt, at antallet af mennesker, der er tvunget til at leve for mindre end 1 dollar om dagen. var stigende og kunne nå 1,5 milliarder ved årets udgang. Omkring 200 millioner er faldet ned i håbløs fattigdom siden den seneste beregning i 1993. I Mellemøsten og Nordafrika forventes BNP væksten pr. indbygger at blive negativ. I en opsummering af situationen sagde Verdensbankens direktør for fattigdomsbekæmpelse og økonomisk ledelse, Machael Walton: “Det globale billede, der fremkommer i slutningen af 1990’erne, er et med forsinket fremskridt som et resultat af krisen i Østasien, et stigende antal fattige mennesker i Indien, fortsat stigning i Afrika syd for Sahara og en skarp forværring i Europa og Centralasien.”

Alene i Indonesien er andelen af mennesker, der er tvunget til at leve for under en dollar om dagen, steget fra 11 procent i 1997 til 19,9 procent i 1998, hvilket betyder en stigning på 20 millioner i antallet af “nye fattige” – det svarer til en mellemstor nation såsom Australien. I Sydkorea er tilfældet af fattigdom i byerne steget fra 8,6 procent i 1997 til 19,2 procent i 2007. Antallet af folk. der lever for under en dollar om dagen i Indien, er steget til 340 millioner, fra anslået 300 millioner i slutningen af 1980’erne. Ny data om stagnationen i lønningerne på landet peger på en yderligere stigning i fattigdommen i landet. Og dette var under en højkonjunktur med vækstrater på næsten 10 procent om året. Officielle tal anslår, at den økonomiske vækst allerede nu er ved at gå i stå. I august 2008 var den industrielle vækst på 1,3 procent på årlig basis, et miserabelt resultat sammenlignet med de tidligere års vækst på mere end 10 procent.

IMF kræver, at de fattige lande åbner deres markeder for gennemtrængning af international kapital. Den kræver nedskæringer i de offentlige udgifter, afskaffelse af støtte til fødevarer og andre varer, der bruges af befolkningen, samt privatisering af statsejede virksomheder. Det udtalte mål er at skabe “holdbar økonomisk vækst.” I virkeligheden betyder det ødelæggelsen af deres nationale industrier og landbrug og en skarp stigning i arbejdsløshed og fattigdom.

En ny undersøgelse viste, at der var en nettooverførsel af betalinger på mere end en milliard dollars fra afrikanske regeringer til IMF i 1997 og 1998. Men trods disse stigende tilbagebetalinger fortsætter den afrikanske gæld med at vokse, den stiger med 3 procent. Mens afrikanske lande har et presserende behov for at øge udgifterne til sundhed, uddannelse og kloaksystemer, har IMF’s strukturelle tiltag tvunget dem til at skære i sådanne udgifter, med det resultat at udgifterne per indbygger til uddannelse faktisk er faldet mellem 1986 og 1996.

Katastrofen i “den tredje verden” er menneskeskabt. Der er intet automatisk ved det. De penge, der er blevet givet til bankerne, kunne have løst problemerne med sult i verden og reddet millioner af liv. I juni 2008 bad World Food Organization om 30 milliarder dollars for at stimulere landbruget og forhindre fødevaremangel. Den modtog kun syv en halv milliard, udbetalt over fire år, hvilket giver omkring 1,8 milliarder dollars om året. Dette svarer til to dollars om dagen for hver sultende person.

I Vesten er det almindeligt at fremsætte “løsningen” på problemerne som et spørgsmål om hjælp. De “rige” lande tilskyndes til at give flere penge til de “fattige” lande. Men først og fremmest udgør den såkaldte hjælps nærige beløb kun en minimal del af den rigdom, der plyndres fra Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika. For det andet forbindes denne hjælp sædvanligvis med handel, donorlandets militære eller diplomatiske interesser og er derfor et middel til øge de tidligere koloniale nationers underordning under deres tidligere herrer.

Lige meget hvad er det uacceptabelt, at lande med enorme ressourcer reduceres til at søge almisser som tiggere, der leder efter krummer fra den rige mands bord. Den første forudsætning er at bryde imperialismens dominans og omstyrte de lokale korrupte ledere, der ikke er andet end imperialismens og de transnationale selskabers lokale stik-i-rend drenge. Hverken hjælp eller almisser, kun en fundamental ændring af samfundet er svaret på den globale fattigdom.

I mange lande tager arbejderklassen nu kampens vej efter år med modløshed og udmattelse. Det palæstinensiske folks kamp mod den israelske undertrykkelse fortsætter. Men det er den magtfulde arbejderklasse i lande som Sydafrika, Nigeria og Egypten, der har nøglen til fremtiden. I Egypten har vi været vidne til en strejkebølge og fabriksbesættelser imod privatisering og til forsvar for arbejdspladser inklusiv sejrrige strejker med fabriksbesættelser mere end 20.000 arbejdere på Mahalla tekstilfabrikskomplekset. De iranske arbejdere er også i bevægelse. Der har været en kæmpe strejkebølge, involverende mange dele af arbejderklassen; buschauffører, skibsværfter, tekstil, jernbane, Haft-Tapeh sukkerfabrikkerne, olie og andre dele. Disse strejker begynder måske med økonomiske krav, men på grund af regimets natur vil de uundgåeligt antage en mere og mere politisk og revolutionær karakter.

I Nigeria har arbejderne gennemført en række generalstrejker (otte i løbet af de sidste otte år!), lammet landet og rejst spørgsmålet om magten, kun for at blive svigtet af fagforeningslederne gang på gang. Også i Sydafrika har den magtfulde arbejderbevægelse organiseret generalstrejke efter generalstrejke, af nyere karakter i juni 2007 og august 2008. Vi har set imponerende bevægelser blandt arbejderne i Marokko, Jordan og Libanon, og også i Israel, reaktionens bastion i Mellemøsten. Der har også været massebevægelser blandt arbejdere og bønder i Pakistan, Indien, Bangladesh og Nepal, hvor de har ført til omstyrtelsen af monarkiet.

Latinamerika er i revolutionær bevægelse fra Tierra del Fuego til Rio Grande med Venezuela længst fremme. Hugo Chávez’ appeller om socialisme har fået et ekko. Socialismens ideer er tilbage på dagsordenen. I Bolivia og Ecuador går massernes bevægelse mod kapitalismen og imperialismen fremad trods oligarkiets voldsomme modstand, som bliver bakket op af Washington. Det er nødvendigt at sætte kampen for en arbejderpolitik på dagsordenen, for proletarisk international solidaritet og kampen for socialisme som den eneste holdbare løsning på massernes problemer.

Vi kræver:

1. En øjeblikkelig annullering af hele den tredje verdens gæld.
2. Ned med godsejervælde og kapitalismen!
3. For ekspropriering af de store jordbesidderes ejendom og for en landbrugsreform. Hvor end det er muligt, bør de store godser ledes kollektivt ved brug af moderne landsbrugsmetoder for at øge produktionen.
4. Frihed fra imperialistisk dominans! Nationaliser de store transnationales ejendom.
5. For et hasteprogram for afskaffelse af analfabetisme og skabelsen af en faglært og uddannet arbejdskraft.
6. For en gratis og omfattende sundhedsservice til alle.
7. Ned med kvindeundertrykkelse! Fuld juridisk, social og økonomisk lighed for kvinder!
8. Ned med korruption og undertrykkelse! For fuldstændige demokratiske rettigheder og omstyrtelsen af imperialismens lokale stik-i-rend drenge.

Ned med imperialismen!

Bevidst om sin enorme magt har Washington erstattet “normalt” diplomati med den mest uforskammede bølleopførsel. Deres besked er brutalt tydelig: “gør som vi siger, eller vi vil bombe jer og invadere jer”. Den tidligere pakistanske præsident, General Pervez Musharraf afslørede, at kort efter terrorangrebet 11. september 2001 truede USA med at bombe hans land “tilbage til stenalderen”, hvis ikke han tilbød sit samarbejde i kampen mod terrorisme og Taleban. Nu er Musharraf gået af, og det amerikanske luftvåben bomber faktisk pakistansk territorium.

Den amerikanske imperialisme invaderede Irak med den falske påstand om, at det besad masseødelæggelsesvåben. De sagde, at Saddam Hussein var en brutal diktator, der myrdede og torturerede sit eget folk. Nu er FN tvunget til at indrømme, at massemord og tortur er en indbygget sygdom i det besatte Irak. Ifølge en nylig meningsmåling mener 70 procent af irakerne, at livet er værre end under Saddam.

“Krigen mod terrorisme” har ført til mere terrorisme på verdensplan end nogensinde før. Alle steder hvor de sætter deres ben medfører den amerikanske imperialisme den mest forfærdelige ødelæggelse og lidelse. De rædselsfulde billeder af død og ødelæggelse i Irak og Afghanistan genkalder den romerske historikers, Tacitus’, ord: “Og når de har skabt en ødemark, kalder de det fred”. Men sammenlignet med den amerikanske imperialismes magt var den Romerske imperiums magt en barneleg. De er ikke tilfredse med voldtægten af Irak, og nu truer Washington Syrien og Iran. De har destabiliseret Centralasien. De forsøger konstant at vælte den demokratisk valgte regering i Venezuela og myrde Præsident Chávez. De konspirerer for igen at reducere Cuba til en semi-koloni og organiserer terrorangreb imod landet.

De fleste mennesker vender sig fra dette barbari i væmmelse. Det ser ud til, at verden pludselig er blevet vanvittig. Men sådan en reaktion er ubrugelig og kontraproduktiv. Den situation, som menneskeheden står overfor, kan ikke forklares som et udtryk for sindssyge eller den nedarvede ondskab hos mænd og kvinder. Den store filosof Spinoza sagde engang: “hverken græd eller le, men forså!” Det er et meget klogt råd, for hvis ikke vi er i stand til at forstå, den verden vi lever i, vil vi aldrig blive i stand til at ændre den. Historien er ikke meningsløs. Den kan forklares, og marxismen giver en videnskabelig forklaring.

Det er meningsløst at se på krig ud fra et sentimentalt synspunkt. Clausewitz pointerede for længe siden, at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Dette blodige rod afspejler noget. Det er en afspejling af de uløselige modsætninger, som imperialismen står overfor på verdensplan. Vi har set lignende situationer før i verdenshistorien, som med det romerske imperiums lange forfald eller perioden med feudalismens nedgang. Den nuværende globale ustabilitet er kun en afspejling af det faktum, at det kapitalistiske system har udtømt sit historiske potentiale og ikke længere er i stand til at udvikle produktivkræfterne, som det kunne tidligere.

Den senile kapitalisme, der er belejret af uløselige modsætninger til alle sider, finder sin genpart i den mest brutale imperialisme, verden nogensinde har set. Det galoperende våbenkapløb forbruger en evigt stigende andel af den rigdom, som arbejderklassen har skabt. USA, der nu er verdens eneste supermagt, burger hvert år omkring 600 milliarder dollars på våben. Det udgør næsten 40 procent af verdens totale militærudgifter. Til sammenligning udgør England, Frankrig og Tyskland omkring 5 procent hver, mens Rusland utroligt nok kun står for omkring 6 procent. Denne situation udgør en trussel mod menneskehedens fremtid.

De enorme summer, der bruges på våben, kunne i sig selv være nok til at løse verdens fattigdomsproblem. Ifølge en beregning vil Irakkrigen i alt have kostet USA 3000 milliarder dollars. Alle ved, at dette er vanvid. Men nedrustning kan kun opnås gennem en fundamental ændring af samfundet. Imperialismens afskaffelse kan kun opnås gennem afskaffelsen af kapitalismen og bankcheferne og monopolernes styre, ved at etablere en rationel verdensorden baseret på folkets behov ikke de grådige kampe for markeder, råmaterialer og indflydelsessfærer, der er den virkelige årsag til krig.

Vi kræver:

1. Modstand mod imperialismens reaktionære krige.
2. Øjeblikkelig tilbagetrækning af alle udenlandske tropper fra Irak og Afghanistan.
3. En drastisk sænkning af udgifterne til våben og en massiv stigning i udgifter til velfærd
4. Fulde borgerrettigheder for soldater, herunder ret til at melde sig ind i en fagforening og ret til at strejke.
5. Forsvar Venezuela, Cuba og Bolivia imod Washingtons aggressive planer!
6. Imod racisme! Forsvar alle undertrykte og udnyttede folk! For enhed mellem alle arbejdere, uanset farve, race, nationalitet eller religion.
7. For proletarisk internationalisme! Arbejdere i alle lande foren jer!

For en socialistisk verden!

Markedet kan ikke planlægges eller reguleres. Det reagerer ikke på de nationale regeringers tiltag. Præsidenten for Verdensbanken kom tæt på at indrømme dette, da han sagde: “G7 fungerer ikke. Vi har brug for en bedre gruppe, for en bedre tid”. Men bedre tider er ikke i syne. IMF kan umuligt være tegningsgarant for hele verden. Og krisen, som nu står over for os, er verdensomspændende. Intet land kan undslippe. Krisen er global og kræver en global løsning. Dette kan kun lade sig gøre med socialisme.

I middelalderen var produktionen begrænset til det lokale marked. Selv det at flytte varer fra en by til en anden involverede at betale told, skatter og andre afgifter. Omvæltningen af de feudale restriktioner og etableringen af et nationalt marked og nationalstaten var den første forudsætning for udviklingen af den moderne kapitalisme. Men i det 21. århundrede er nationalstaterne og de nationale markeder for små til at rumme den fantastiske udvikling, der har været af industrien, landbruget, videnskaben og teknologien. Ud af en samling af de nationale økonomier sprang verdensmarkedet. Karl Marx forudså allerede dette i en brillant forudsigelse i Det kommunistiske manifest for over 150 år siden. Verdensmarkedets knusende dominans er nu den vigtigste karakteristika ved den moderne epoke.

I sine tidlige dage spillede kapitalismen en progressiv rolle ved at fjerne alle de gamle feudale barrierer og begrænsninger og skabe et nationalt marked. Senere skabte udvidelsen af kapitalismen et verdensmarked, og verdensmarkedets dominans er den vigtigste karakteristika ved den moderne epoke. Globaliseringens fremkomst er et udtryk for, at produktivkræfternes vækst er løbet fra nationalstatens snævre grænser. Men globaliseringen afskaffer ikke modsætningerne i kapitalismen. Den reproducerer dem bare på en meget større skala. I en periode kan kapitalismen formå at overkomme dets modsætninger ved at øge verdenshandelen (globalisering). For første gang i historien er hele verden blevet trukket ind på verdensmarkedet. Kapitalisterne har fundet nye markeder og veje til investeringer i Kina og andre lande. Men dette har nu nået sin grænse.

Den nuværende krise er, når alt kommer til alt, et udtryk for produktivkræfternes oprør mod den private ejendomsret og nationalstatens spændetrøjer. Den nuværende krise er global i sin karakter. Globaliseringen viser sig som kapitalismens globale krise. Det er umuligt at løse det på nationalt plan. Alle eksperterne er enige om, at det problem, som planeten står overfor, ikke kan løses på national basis. Problemet med sult på verdensplan er blevet voldsomt forværret af produktionen af bio-brændsel i USA. Dette er i de store landbrugsvirksomheders interesse og ingen andres. Kun en global planlagt økonomi kan sætte en stopper for dette vanvid.

Det kapitalistiske system har i sin umættelige grådighed efter profit sat hele planeten i fare. Et økonomisk system, der hærger planeten på jagt efter byte, der ødelægger miljøet, fælder regnskoven, forurener den luft, vi indånder, vandet vi drikker og den mad vi spiser, fortjener ikke at overleve. Vejene i vores store byer er overbebyrdet med private biler. Trafikpropper betød, at folk brugte 7 milliarder timer og spildte 5 milliarder gallons benzin i trafikpropper alene i 2003. Manglen på planlægning fører til et kollaps i transportinfrastrukturen og forringelse af miljøet pga. udstedelsen af drivhusgasser og luftforurening, hvoraf 60-70 procent skyldes køretøjer.

Hvis vi tilsidesætter de enorme menneskelige omkostninger ved denne galskab; ulykkerne, dræbte og lemlæstede, den ubærlige stress, de umenneskelige forhold, larmen og kaoset. Så er tabet af produktivitet enormt. Alligevel kunne al dette nemt løses ved et integreret system af gratis eller næsten gratis offentlig transport af god kvalitet. Luft, veje, jernbaner og flodtransport burde være offentligt ejet og rationelt integreret for at opfylde menneskelige behov.

Kapitalismens fortsatte eksistens er ikke kun en trussel mod arbejdspladser og levestandard. Det er en trussel mod planetens fremtid og livet på jorden.

Er det utopi?

Gennem øget deltagelse på verdensmarkedet har bankcheferne og kapitalisterne opnået fantastiske superprofitter i den seneste periode. Men nu har denne proces nået sin grænse. Alle de faktorer, der skubbede verdensøkonomien fremad i den seneste periode, kombineres nu i at skubbe den nedad. Efterspørgslen, der blev kunstigt udvidet af de lave renter i den seneste periode, er nu drastisk indskrænket. “Korrektionens” voldsomhed afspejler den overdrevne tillid og “irrationelle overflod” i den tidligere periode.

Præcis som de gamle barrierer, toldveje, lokale skatter og valutaer i perioden med feudalismens nedgang blev utålelige forhindringer for udviklingen af produktivkræfterne, således er de nuværende nationalstater med deres nationale grænser, pas, importkontroller, begrænsninger af ind- og udvandring og beskyttelsestold blevet barrierer, der hæmmer varer og menneskers frie bevægelighed. Den frie udvikling af produktivkræfterne – den eneste virkelige garanti for udviklingen af den menneskelige civilisation og kultur – kræver afskaffelse af alle grænser og etablering af en verdensomspændende republik.

Sådan en udvikling vil kun være mulig under socialisme. Den første forudsætning er afskaffelsen af den private ejendomsret til økonomiens nøglepunkter: fælles ejerskab til jorden, bankerne og de store industrier. En fælles plan for produktionen er den eneste vej til at mobilisere det enorme potentiale, der er i industrien, landbruget, videnskaben og teknologien. Det ville betyde et økonomisk system baseret på produktion ud fra flertallets behov og ikke profit til de få.

Et socialistisk Europa, en socialistisk føderation i Latinamerika eller Mellemøsten ville åbne op for fantastiske nye horisonter for den menneskelige udvikling. Det ultimative mål er en socialistisk verdensføderation, hvor hele jordens ressourcer ville blive udnyttet til gavn for hele menneskeheden. Krige, arbejdsløshed, sult og nød ville blive til dårlige minder fra fortiden, som et mere eller mindre glemt mareridt.

Nogle vil sige, at det er en utopi, hvilket er det samme som at sige, noget der ikke kan lade sig gøre. Men hvis vi havde forklaret en middelalderbonde perspektivet for verdensøkonomien med computere og rumfart, så ville han have reageret på præcis samme måde. Og når man tænker over det, er det så i virkeligheden så svært? Produktivkræfternes potentiale er sådan, at alle de problemer, der plager menneskeheden – fattigdom, hjemløshed, sult, sygdom og analfabetisme – nemt kan løses. Ressourcerne findes. Der er brug for et rationelt økonomisk system, der kan sætte dem til at arbejde.

De objektive betingelser for socialisme findes allerede. Er det virkelig utopisk? Kun de mest snæversynede skeptikere uden viden om historien eller visioner for fremtiden vil mene det. Spørgsmålet der må stilles er: Er det acceptabelt at menneskers liv, arbejde og hjem skal afgøres som med terningekast i det første årti af det 21. århundrede? Tror vi virkelig ikke, at menneskeheden kan opfinde noget bedre system end markedskræfternes blinde kræfter?

Forsvarerne for det såkaldte frie marked kan ikke fremstille noget rationelt argument, der kan retfærdiggøre en så absurd antagelse. I stedet for logiske argumenter antager de blot, at dette er den naturlige og uundgåelige tilstand, og at der alligevel ikke er nogen alternativer. Det er ikke et sammenhængende argument men bare en blind fordom. De håber, at ved konstant at gentage det samme mantra, vil folk efterhånden tro på det. Men livet selv har afsløret denne løgn om, at “den frie markedsøkonomi virker.” Vores egen erfaring og de beviser, vi kan se med egne øjne, fortæller os, at det ikke virker, at det er et ødselt, kaotisk, barbarisk og irrationelt system, der angriber millioner af menneskers liv for profit til de få.

Det kapitalistiske system er fordømt, fordi det ikke engang er i stand til at brødføde verdens befolkning. Dets fortsatte eksistens truer civilisationen og kulturens fremtid, og det truer endda selve livets fortsættelse. Det kapitalistiske system må dø, for at menneskeheden kan leve. I det fremtidige socialistiske samfund vil frie mænd og kvinder se tilbage på vores nuværende verden med samme form for vantro, som når vi betragter kannibalernes verden. Og for kannibalerne ser en verden, hvor mænd og kvinder ikke spiser hinanden, også ud til at være en utopi.

Krise i ledelsen

I 1938 skrev Trotskij: “Al tale om, at de historiske betingelser endnu ikke er "modne" til socialisme, er et resultat af uvidenhed eller bevidst bedrag. De objektive forudsætninger for den proletariske revolution er ikke alene ’modne’, de er begyndt at blive noget rådne. Uden en socialistisk revolution, og det i den nærmeste historiske periode, trues hele den menneskelige kultur af en katastrofe. Alt afhænger nu af proletariatet, d.v.s. først og fremmest af dets revolutionære avantgarde. Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise.”

Arbejderklassen skabte for lang tid siden partier for at forsvare deres interesser og ændre samfundet. Nogle bliver kaldt socialistiske, andre arbejderpartier, kommunistiske eller venstreorienterede. Men ingen af dem forsvarer en kommunistisk eller socialistisk politik. Den lange periode med kapitalistisk opsving efter anden verdenskrig satte sit aftryk på den bureaukratiske og reformistiske degeneration af arbejderklassens masseorganisationer. Lederne af fagforeningerne såvel som socialist- og kommunistpartierne er kommet under pres fra borgerskabet og de fleste af dem har for længst opgivet at foregive at stå for en ændring ad samfundet.

Lederne i de traditionelle arbejderpartier, socialdemokratierne og Labourpartiet er fuldstændig viklet sammen med kapitalisterne og deres stat. Imod deres ønsker blev de tvunget til at nationalisere bankerne, men de har gjort det på en måde, der svarer til kolossal støtte til bankcheferne og ikke gavner befolkningerne overhovedet. Vi kræver nationalisering af hele bank- og finanssektoren, med minimal kompensation på basis af beviseligt behov alene.

Lederne af de tidligere kommunistpartier i Rusland, Østeuropa og mange andre lande har fuldstændig forladt Marx og Lenins revolutionære program. Vi står overfor den skærende modsætning, at præcis på det tidspunkt, hvor kapitalismen er i krise overalt, og hvor millioner af mennesker leder efter en fundamental ændring af samfundet, klamrer lederne af masseorganisationerne sigt mere hårdnakket til den eksisterende orden. Som Trotskij pointerede for længe siden: verdens politiske situation er i sin helhed hovedsageligt karakteriseret ved en historisk krise i ledelsen af proletariatet.

Det er utilladeligt for lederne, der taler i socialismen og arbejderklassen eller endda “demokratiets” navn, at stå i spidsen for redningsaktionerne for de private banker, der betyder en kæmpe stigning i den offentlige gæld, som vil blive betalt over årene gennem nedskæringer og besparelser. Dette gøres i “den almene interesses” navn, men er i virkeligheden et tiltag i de riges interesse og imod det store flertals interesse. Men denne situation kan ikke vare ved.

Der er intet alternativ for arbejderklassen udenfor arbejderpartierne og fagforeningerne. Under forhold med kapitalistisk krise vil masseorganisationerne blive rystet fra top til bund. De højreorienterede ledere vil – i første omgang i fagforeningerne – komme under pres fra medlemmerne. Enten vil de bøje sig for presset og begynde at afspejle presset fra neden, ellers vil de blive skubbet ud og erstattet med folk, der er mere i kontakt med arbejdernes synspunkter og ønsker. Vores opgave er at bringe de marxistiske ideer ind i arbejderbevægelsen og vinde arbejderklassen til den videnskabelige socialismes ideer. For mere end 150 år siden erklærede Marx og Engels i det Kommunistiske manifest:

“I hvilket forhold står kommunisterne til proletarerne som helhed? Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.”

“Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.”

“Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og umiddelbare resultater.”

Marxisterne forstår masseorganisationernes rolle. Vi forveksler ikke ledelsen med massen af arbejdere, der står bag dem. En afgrund adskiller opportunisterne og karrieremagerne i ledelsen fra den klasse, der har valgt dem. Krisen, der er under udvikling, vil afsløre denne afgrund og udvide den til bristepunktet. Men arbejderklassen holder fast i masseorganisationerne trods ledernes politik, fordi der ikke er noget alternativ. Arbejderklassen forstår ikke små organisationer. Alle sekternes forsøg på at bygge “revolutionære partier” udenfor de traditionelle organisationer er på ynkelig vis mislykket og er dømt til at mislykkes i fremtiden.

Vi vil kæmpe imod den bankerotte politik og konfrontere den gamle ledelse. Vi kræver, at de bryder med bankcheferne og kapitalisterne og gennemfører politik i arbejderklassen og middelklassens interesse. I 1917 sagde Lenin og bolsjevikkerne til mensjevikkerne og de socialrevolutionære ledere: “Bryd med borgerskabet, tag magten!” Men mensjevikkerne og de socialrevolutionære nægtede hårdnakket at tage magten. De klamrede sig til borgerskabet og forberedte dermed vejen til sejr for bolsjevikkerne. På samme måde opfordrer vi de partier og organisationer, der baserer sig på arbejderne og taler i deres navn, at bryde politisk med borgerskabet og kæmpe for en socialistisk regering på et socialistisk program.

Vi vil give kritisk støtte til arbejdernes massepartier imod bankcheferne og kapitalisternes partier. Men vi vil kræve, at de gennemfører en politik, der er i arbejderklassens interesse. Faldet kan på ingen måde holdes tilbage af regeringer og centralbankers lindrende midler. Delvise tiltag er ikke en vej ud. Problemet er, at ledelsen af arbejdernes masseorganisationer ikke i noget land har noget perspektiv om en fundamental ændring af samfundet. Men det er præcis det, der er brug for.

Sociale forhold bestemmer bevidstheden. Arbejderklassen lærer generelt set fra erfaring, og erfaringen fra den kapitalistiske krise betyder, at den lærer hurtigt. Vi vil hjælpe arbejderne med at drage de nødvendige konklusioner, ikke gennem skingre fordømmelser, men gennem tålmodigt at forklare og systematisk arbejde i masseorganisationerne. Folk stiller spørgsmål og leder efter svar. Marxisternes opgave er blot, at gøre arbejderklassens ubevidste eller halvbevidste ønske om at ændre samfundet bevidst.

1. Imod sekterisme!
2.   Vend jer mod arbejderklassens masseorganisationer
3. Kæmp for en ændring af fagforeningerne!
4. Kæmp for et marxistisk program!

Hjælp os med at bygge IMT!

Det er ikke nok at beklage den situation, som verden befinder sig i. Det er nødvendigt at handle! De der siger: “Jeg er ikke interesseret i politik” burde være født i en anden tid. I dag er det ikke muligt at undslippe politik. Bare prøv! Du kan måske løbe hjem, låse døren og gemme dig under sengen. Men politik vil komme til dit hjem og banke på. Politik påvirker alle dele af vores liv. Problemet er, at mange mennesker sætter lighedstegn mellem de eksisterende politiske partier og deres ledere. De kaster et blik på, hvad der foregår i parlamentet, karrieremageriet, de tomme taler, de brudte løfter, og de fremmedgøres.

Anarkisterne drager den konklusion, at vi ikke behøver et parti. Men det er en fejl. Hvis mit hus er ved at falde sammen, konkluderer jeg ikke, at jeg så må sove på gaden, men at jeg hurtigst muligt må reparere huset. Hvis jeg er utilfreds med den nuværende ledelse i fagforeningerne og arbejderpartierne, må jeg kæmpe for en alternativ ledelse med et program og en politik, der passer til mine behov.

Den Internationale Marxistiske Tendens kæmper for socialisme i 40 lande på 5 kontinenter. Vi står fast på marxismens grundlag. Vi forsvarer de basale ideer, principper, politik og traditioner udarbejdet af Marx, Engels, Lenin og Trotskij. På nuværende tidspunkt er vores stemme stadig svag. I lang tid har marxisterne været tvunget til at svømme mod strømmen. Den Internationale Marxistiske Tendens har bevist, at den er i stand til at stå fast i modgang. Men nu svømmer vi i med historiens strøm. Alle vores perspektiver er blevet bevist af begivenhedernes gang. Det giver os en urokkelig tillid til marxismens ideer og metoder, arbejderklassen og menneskehedens socialistiske fremtid.

Vores stemme vil nå massen af arbejdere, og i første omgang de mest bevidste arbejdere og unde, på enhver fabrik, i enhver fagforeningsafdeling, tillidsmandskomite, på enhver skole og universitet, ethvert arbejderkvarter. For at udføre dette arbejde behøver vi din hjælp. Vi har brug for folk til at skrive artikler, sælge aviser, indsamle penge og udføre arbejde i fagforeningerne og arbejderbevægelsen. Intet bidrag er for lille i kampen for socialisme og alle kan spille en rolle. Vi ønsker, at du også vil spille en rolle. Lad være med at tænke: “Jeg kan ikke gøre en forskel”. Sammen kan vi, når vi først er organiseret, gøre en fundmental forskel.

Arbejderklassen holder en kolossal magt i sine hænder. Uden arbejdernes tilladelse er der ikke en pære der skinner, ikke et hjul der drejer, ikke en telefon der ringer. Problemet er, at arbejderklassen ikke er klar over, at de har denne magt. Vores opgave er at gøre dem bevidste om det. Vi vil kæmpe for enhver reform. Ethvert fremskridt uanset hvor lille det er, fordi det kun er gennem kampen for fremskridt under kapitalismen, at arbejderklassen vil opnå den nødvendige tillid til deres egen styrke til at kunne ændre samfundet.

Stemningen blandt masserne ændrer sig overalt. I Latinamerika er der revolutionær uro, der vil intensiveres og sprede sig til andre kontinenter. I England, USA og andre industrialiserede lande begynder mange mennesker, der ikke tidligere satte spørgsmålstegn ved den eksisterende sociale orden, nu at stille spørgsmål. Ideer, der tidligere kun blev lyttet til at et lille antal, vil finde et ekko blandt et meget bredere publikum. Jorden gødes for et hidtil uset opsving i klassekampen på verdensplan.

Da USSR kollapsede, fik vi at vide, at historien var slut. Tværtimod, historien er end ikke begyndt. På bare 20 år har kapitalismen vist, at den er fuldstændig bankerot. Det er nødvendigt at kæmpe for et socialistisk alternativ nationalt og internationalt. Vi kæmper for den vigtigste sag: frigørelsen af arbejderklassen og etableringen af et nyt og højere form for menneskeligt samfund. Det er den eneste sag, der virkelig er værd at kæmpe for i det første årti af det 21. århundrede.

Gå med!

London, 30. oktober 2008.