Krisen: Lad arbejdsgiverne betale! - Manifest fra IMT - første del

Kapitalismens globale krise

Kapitalismens verdenskrise er en kendsgerning, som ingen kan ignorere. Bare i går forsikrede økonomerne os om, at endnu et 1929 var umuligt. Nu taler de om faren for en gentagelse af Den Store Depression. IMF advarer om en stigende risiko for en dyb og langvarig økonomisk nedgang på verdensplan. Hvad der begyndte som et finansielt kollaps i USA har nu spredt sig til den virkelige økonomi og truer jobs, hjem og livsgrundlaget for millioner.

Panikken har grebet markederne. Den tidligere chefdirektør i Lehman Brothers, Richard Fuld, fortalte den amerikanske kongres, at hans bank var blevet blæst omkuld af en ”storm af frygt”. Stormen viser ingen tegn på at løje af. Det er ikke kun banker, der er truet af bankerot, som tilfældet med Island viser. Man forventede, at Asien skulle redde verden fra recession, men de asiatiske markeder blev trukket med ind i den generelle malmstrøm. Kraftige fald bliver hver dag registreret fra Tokyo til Shanghai og fra Moskva til Hong Kong.

Dette er det største finansielle kollaps siden 1929, og som i det Store Krak, gik en periode med massiv spekulation forud for dette. Omfanget af spekulation i de foregående to årtier var uden fortilfælde. I USA gik kapitaliseringen af aktie markederne fra 5.400 milliarder dollars i 1994 til 17.700 milliarder i 1999 og 35.000 milliarder i 2007. Dette overskrider langt den mængde spekulativ kapital, der var til stede før 1929. Verdens derivatmarked er på mindst 500.000 milliarder dollars eller ti gange større end den totale verdensproduktion af varer og serviceydelser.

I årene med højkonjunktur, hvor det lykkedes bankcheferne at akkumulerer usigelige mængder af rigdom, var det ikke til diskussion, om de kunne dele deres profit med resten af samfundet. Men nu, hvor de er i problemer, løber de til regeringen og kræver penge. Hvis du er ludoman, der låner og taber tusinder af dollars, som du ikke er i stand til at betale, bliver du sendt i fængsel. Men hvis du er en rig bankchef, som har spekuleret og tabt milliarder af dollars af andre menneskers penge, kommer du ikke i fængsel, men du vil blive belønnet med yderligere milliarder af andre menneskers penge fra staten.

Regeringerne har taget desperate skridt, når de har stået overfor risikoen for totalt kollaps af banksystemet. Bush-regeringen har sprøjtet 700 milliarder dollars ned i bankchefernes pengekister i et vanvittigt forsøg på at puste luft ind i det døende finansielle system. Det svarer til 2400 dollars for hver mand, kvinde og hvert barn i USA. Den britiske regering har bekendtgjort en redningspakke på mere end 400 milliarder pund (forholdsmæssigt er det mere end i USA), og EU har tilføjet yderligere flere billioner. Tyskland redningsplan beløber sig på omkring 20 procent af bruttonationalproduktet for Europas største økonomi. Forbundskansler Angela Merkels regering lovede 80 milliarder euro til rekapitalisering af nødlidende banker, og resten blev bevilget til at dække lånegarantier og tab. Indtil nu er der på verdensplan allerede blevet brugt 2500 milliarder dollars, og det har ikke standset den nedadgående spiral.

Desperate forholdsregler

Den nuværende krise er langt fra slut. Den vil ikke blive standset af de forholdsregler, som regeringer og centralbanker opstiller. Ved at kaste store summer af penge ind i bankerne, vil de allerhøjst opnå at få et midlertidigt pusterum eller at lette krisen marginalt på bekostning af at skabe en kæmpe gældsbyrde for fremtidige generationer. Men enhver seriøs økonom ved, at markederne vil falde endnu dybere.

På nogen måder er den nuværende situation endnu værre end den var i 1930’erne. Den store bølge af spekulation, som gik forud for den nuværende økonomiske krise og forberedte den, var adskillige gange større end den der udløste krakket i 1929. Mængden af fiktiv kapital, som er blevet pumpet ind i verdens finansielle system, og som udgør en gift, der truer med at ødelægge det fuldstændigt, er så umådeligt stor, at ingen er i stand til at kvantificere den. Den tilsvarende ”korrektion” (for at gøre brug af økonomernes nuværende eufemisme) vil derfor endnu mere smertefuld og vil vare længere.

I 1930’erne var USA verdens største kreditor. I dag er det verdens største debitor. I tiden under New Deal, mens man prøvede at genstarte den amerikanske økonomi efter Den Store Depression, havde Roosevelt umådelige summer af penge til sin rådighed. I dag er Bush nødt til modvilligt at trygle Kongressen om at give penge, som den ikke ejer. Godkendelsen af gaven til storkapitalen på 700 milliarder dollars betyder en yderligere forøgelse af den offentlige gæld. Dette vil til gengæld betyde en hel periode med besparelser og nedskæringer i levestandarden for millioner af amerikanske borgere.

Panikforanstaltningerne vil ikke forhindre krisen, som knap nok er begyndt endnu. På samme måde blev Den Store Depression, modsat af hvad den almindelige opfattelse er, ikke standset af Roosevelts New Deal. Den amerikanske økonomi forblev med at være i en hæmmet tilstand indtil i 1941, da USA gik ind i Anden Verdenskrig, hvor kæmpe investeringer i militær sugede de arbejdsløse op. Vi står endnu engang overfor en lang periode med faldende levestandard, fabrikslukninger, sænkning af lønnen, beskæring af sociale udgifter og generel spartanskhed.

Kapitalisterne befinder sig i en blindgyde og kan ikke se nogen udvej. Alle de traditionelle partier er i en tilstand af rådvildhed, der grænser til handlingslammelse. Præsident Bush har meddelt, at ”det kommer til at tage et stykke tid” før hans finansielle redningsplan vil virke. I mellemtiden går flere selskaber konkurs, flere mennesker mister deres arbejde og flere nationer bliver ruinerede. Kreditkrisen er begyndt at kvæle ellers sunde selskaber. Ude af stand til at rejse kapital vil selskaber blive tvunget til først at skære ned på faste investeringer, så på arbejdende kapital og i sidste ende på beskæftigelsen.

Arbejdsgiverne tigger regeringer og centralbanker om at sænke rentesatserne, men under de nuværende omstændigheder vil dette ikke hjælpe. Den koordinerede sænkning af renten med en halv procent blev fulgt op af et endnu skarpere fald på verdens aktiemarkeder. Virvaret på markederne vil ikke blive løst med centralbankernes sænkninger af renten. Med den globale recession forude vil ingen købe aktier og ingen vil låne penge ud. Bankerne stopper med at udlåne fordi de ikke har nogen tillid til, at de vil blive tilbagebetalt. Hele systemet er truet af lammelse.

På trods af de koordinerede forsøg fra centralbankernes på at pumpe penge ud i systemet forbliver kreditmarkederne med at være stivfrosne. Den britiske regering gav bankcheferne en gave på mere end 400 milliarder pund. Reaktionen var et fald på aktiemarkederne. Interbankrenten steg faktisk efter annonceringen af denne donation og annonceringen fra Bank of England om en rentesænkning på en halv procent. I hovedsagen bliver disse rentesænkninger ikke givet videre til lånere og huskøbere. Disse forholdsregler har ikke løst krisen, men kun øset penge ned i lommerne på de samme mennesker, hvis spekulative aktivitet har, om ikke skabt krisen, så forværret den og givet den en krampagtig og ukontrolleret karakter.

Bankcheferne taber aldrig

Førhen var en bankchef en respektabel mand i et gråt jakkesæt, som skulle forestille at være et ansvarligt forbillede, der ville udsætte folk for et hårdt forhør før han lånte penge ud. Men alt dette ændrede sig i den foregående periode. Med lave rentesatser og rigelig forsyning af likviditet, kastede bankcheferne forsigtigheden overbord og lånte milliarder ud med høje fortjenester til mennesker, som erfarede, at de ikke havde råd til at betale tilbage, når renterne steg. Resultatet var sub-prime-lånekrisen, der hjalp til med at destabilisere hele det finansielle system.

Regeringer og centralbanker slog sig sammen for at fyre op under spekulationen for at undgå en recession. Under Alan Greenspan holdt Den Amerikanske Centralbank renten meget lav. Dette blev rost som en meget klog politik. Med disse midler udskød de den væmmelige dag, men kun for at gøre krisen tusind gange værre da den endelig kom. Billige penge gjorde bankcheferne i stand til at indlade sig i et orgie af spekulation. Enkeltpersoner lånte for at investere i ejendom eller for at købe varer; investorer udnyttede billig gæld til at investere i udbytterige aktiver eller lånte med eksisterende investeringer som sikkerhed; i en uhørt grad udlånte bankerne flere penge end kundernes indlån, og tvivlsomme aktiviteter blev holdt udenfor regnskabet.

Nu har alt dette vendt sig til sin modsætning. Alle de faktorer, der skubbede økonomien op, forbinder sig nu og skaber en nedadgående spiral. I takt med at gælden bliver rullet ud truer knapheden af kredit med at bringe økonomien til en hård opbremsning. Hvis en arbejder kludrer i det på sit arbejde vil han blive fyret, men når bankcheferne ødelægger hele det finansielle system forventer de at blive belønnet. Mændene i smarte jakkesæt, som tjente formuer på spekulation med andre folks penge, kræver nu, at skatteyderne skal træde til med hjælp. Dette er en yderst mærkelig logik, som de fleste mennesker har meget svært ved at forstå.

I årene med opsving høstede bank- og finans-sektorerne kæmpe profitter. Alene i 2006 tjente de store banker omtrent 40 procent af alle virksomhedsprofitter i USA. Dette er en industri, hvor toplederne bliver belønnet 344 gange mere end den gennemsnitlige arbejder i USA. For tredive år siden tjente den gennemsnitlige administrerende direktør omkring 35 gange mere end en typisk arbejder. Sidste år fik gennemsnitlig administrerende direktør i de 500 største firmaer 10,5 millioner dollars i ”godtgørelse”.

Bankcheferne ønsker, at vi glemmer alt dette og koncentrerer os om den påtrængende nødvendighed af at rede bankerne. Alle de presserende behov for samfundet må sættes til side, og samfundets rigdom i sin helhed må stilles til rådighed for bankcheferne, hvis tjenester for samfundet antages at være mere vigtigt end sygeplejeskers, lægers, læreres eller bygningsarbejderes. Regeringerne i EU og USA brugte på en uge, hvad der svarer til, hvad det ville kræve at afhjælpe sult på verdensplan i næsten 50 år. Mens millioner sulter fortsætter bankcheferne med at modtage rigeligt i løn og tillæg og opretholder en ekstravagant livsstil på det offentliges regning. Det faktum, at der er en krise, gør ikke nogen forskel.

”I alles interesse”?

Demokrater og republikanere, socialdemokrater og kristendemokrater, konservative og Labour-folk; alle har de forenet sig i en veritabel sammensværgelse for at overbevise offentligheden om, at det er ”i alles interesse”, at almindelige arbejdende mennesker må berøves for at give virksomheds-banditterne penge i hænderne. ”Vi har brug for et sundt (det vil sige, profitabelt) banksystem,” råber de. ”Vi må genskabe tilliden, ellers kommer dommedag i morgen”.

Intentionen med denne slags argumenter er at skabe en atmosfære af frygt og panik, for at gøre en rationel diskussion umulig. Men hvad består i virkeligheden argumentet i? Fjernet for alle akkuratesser betyder det bare dette: eftersom bankerne er i hænderne på de rige, og eftersom de rige kun vil ”sætte deres penge på spil”, hvis de får en høj profitrate, og eftersom de ikke laver profitter for tiden, men kun tab, må regeringen gå ind og give dem en kæmpe sum penge, for at genskabe deres profit og dermed deres tillid. Så vil alt blive godt.

Den berømte amerikanske økonom John Kenneth Galbraith opsummerede dette argument på den følgende vis: ”De fattige har for mange penge, og de rige har ikke nok.” Ideen er, at hvis de rige klarer sig godt, så vil noget af rigdommen i det lange løb forplante sig nedad, og vi vil alle have nytte af det. Men som Keynes bemærkede: i det lange løb er vi alle døde. Desuden har denne teori vist sig at være forkert i praksis.

Argumentet med, at det er absolut nødvendigt at pumpe umådelige summer af offentlige penge ind i bankerne, for hvis det ikke bliver gjort, vil en katastrofe følge, overbeviser ikke almindelige arbejdende mænd og kvinder. De stiller sig det enkle spørgsmål: hvorfor skal vi betale for bankchefernes fejltagelser? Når de til at begynde med selv har bragt sig ind i dette rod, burde de også selv rydde op. Udover et betydeligt tab af arbejdspladser i finans- og service-sektoren påvirker bankkrisen levestandarden på andre måder. Postyret på markederne har fået aktiemarkederne til at styrtdykke og har ødelagt arbejdernes og middelklassens opsparinger.

Til dato har amerikanernes pensionsopsparinger mistet hele 2000 milliarder dollars i værdi. Det betyder, at folk, der har arbejdet hårdt hele deres liv og sparet penge i håb om at tjene sig til en relativ komfortabel pensionering, bliver tvunget til at aflyse deres planer og udskyde deres pension. Mere end halvdelen af de mennesker, der blev undersøgt i en meningsmåling for nyligt, sagde, at de frygtede, at de vil blive nødt til at arbejde længere, fordi værdien af deres pensionsopsparing er faldet, og næsten en fjerdedel har forøget antallet af timer, som han eller hun arbejder.

Mange mennesker står overfor tvangsauktion og tab af deres hjem. Hvis en familie mister deres hus, siges det at et resultat af deres egen grådighed og manglende forudseenhed. Markedets benhårde love og ”den bedst egnedes overlevelse” dømmer dem til hjemløshed. Det er en privat sag og ikke regeringens anliggende. Men hvis en bank er ruineret på grund af bankchefernes grådige spekulation, er det en forfærdelig ulykke for hele samfundet, og derfor må hele samfundet forene sig for at rede den. Dette er kapitalismens forskruede logik!

Dette skamfulde forsøg på at anbringe byrden af krisen på skuldrene af dem, der har mindst råd til det må der gøres modstand imod. For at løse krisen ar det nødvendigt at tage hele bank- og finanssystemet ud af spekulanternes ænder og sætte det under samfundets demokratiske kontrol, så det kan tjene flertallets interesser i stedet for de riges interesser.

Vi kræver:

1. Ikke flere redningspakker til de rige. Ingen belønning til finansfyrsterne! Nationaliser bankerne og forsikringsfirmaerne under arbejdernes demokratiske kontrol og styring. Bankbeslutninger må træffes for flertallet af samfundets interesse, ikke for et mindretal af rige dagdrivere. Kompensation for nationaliserede banker og andre virksomheder skal kun udbetales i tilfælde af beviseligt behov til små investorer. Nationaliseringen af bankerne er den eneste måde at garantere almindelige menneskers indlån og opsparinger.
2. Demokratisk kontrol med bankerne. Bestyrelserne bør sammensættes på følgende måde: en tredjedel vælges af de ansatte, en tredjedel vælges af fagforeningerne for at repræsentere arbejderklassens overordnede interesser og en tredjedel vælges af regeringen.
3. En øjeblikkelig afskaffelse af de ublu bonusser. Alle direktørlønninger må begrænses til lønnen for en faglært arbejder. Hvorfor skulle en bankdirektør være mere værd end en læge eller tandlæge? Hvis bankdirektørerne ikke rede til at arbejde under rimelige betingelser, må de få vist døren ud og erstattes af kvalificerede kandidater, hvoraf mange søger arbejde og er villige til at tjene samfundet.
4. En øjeblikkelig reduktion af rentesatserne, som bør begrænses til de nødvendige omkostninger forbundet med bankoperationer. Billig kredit må gøres tilgængelig for dem der behøver det: små virksomheder og arbejdere, der vil købe hus, ikke bankchefer og kapitalister.
5. Retten til et hjem; øjeblikkeligt stop for tvangsauktioner, en generel reduktion af renterne og et massivt byggeprogram for almennyttige boliger, der er til at betale.

Krisens årsag

Det er ikke rigtigt at tilskrive bankchefernes grådighed og korruption årsagen til krisen (selvom de er yderst grådige og korrupte). Det er snarere et udtryk for hele systemets sygdom – et udtryk for kapitalismens organiske krise. Problemet er ikke visse individers grådighed, og det er heller ikke mangel på likviditet eller mangelen på tillid. Problemet er, at kapitalismen på verdensplan er i en fuldkommen blindgyde. Den grundlæggende årsag til krisen er, at udviklingen af produktivkræfterne er vokset ud over privatejendommens og nationalstatens snævre grænser. Udvidelsen og sammentrækningen af kredit bliver ofte præsenteret som årsagen til krisen, men i virkeligheden er det kun det mest tydelige symptom. Kriser er en integreret del af det kapitalistiske system.

Marx og Engels forklarede dette for lang tid siden:

”De borgerlige produktions- og samfærdselsforhold, de borgerlige ejendomsforhold, det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem. I årtier har industriens og handelens historie kun været historien om de moderne produktivkræfters oprør mod de moderne produktionsforhold, mod de ejendomsforhold, som er en livsbetingelse for bourgeoisiet og dets herredømme.

”Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.

“De produktivkræfter, der står til dets rådighed, tjener ikke mere til at fremme den borgerlige civilisation og de borgerlige ejendomsforhold; tværtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de hæmmes af dem; og så snart de overvinder denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund i uorden, så truer de de borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer. - Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den nødtvungne tilintetgørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.”

Disse ord fra Det Kommunistiske Manifest, som blev skrevet i 1948, er lige så nye og relevante i dag som de var dengang. De kunne være skrevet i går.

Under alle omstændigheder er det vigtigste spørgsmål ikke bankvirksomhed, men den virkelige økonomi: produktionen af varer og serviceydelser. For at skabe profit må disse finde et marked. Men efterspørgslen er stejlt faldende og dette bliver forværret af mangelen på kredit. Vi står overfor en klassisk krise i kapitalismen, som allerede koster mange uskyldige ofre. Kollapset i huspriserne i USA har betydet en krise i byggeindustrien, hvilket allerede har kostet hundredtusindvis af arbejdspladser. Bilindustrien er i krise med de laveste salg i USA i 16 år. Det betyder faldende efterspørgsel på stål, plastik, gummi, elektricitet, olie og andre produkter. Det vil virke som et hårdt slag på hele økonomien, hvilket vil betyde stigende arbejdsløshed og faldende levestandard.

Kapitalistisk anarki

I løbet af de sidste tredive år eller mere har vi fået at vide, at det bedst mulige økonomiske system er noget, der hedder fri markedsøkonomi. Lige siden slutningen af 1970’erne har borgerskabets mantra været ”lad markedet udfolde sig” og ”hold staten ude af økonomien”. Markedet skulle angiveligt besidde magiske kræfter, der gjorde det i stand til at organisere produktivkræfterne uden indblanding fra staten. Denne ide går tilbage fra Adam Smith, der i det 18. århundrede talte om ”markedets usynlige hånd.” Politikerne og økonomerne pralede af, at de havde afskaffet den økonomiske cyklus. ”Vi vender ikke tilbage til opsving og krise” blev gentaget igen og igen.

De skulle ikke følge nogen regler. Tværtimod krævede de højlydt, at al regulering skulle afskaffes, fordi det var ”skadeligt for det frie marked”. De brændte derfor alle regler af og tilladte markedskræfterne at råde frit. Grådigheden efter profit gjorde resten, og enorme, mængder kapital bevægede sig fra et kontinent til et andet uden forhindringer, ødelagde industrier og bragte nationale valutaer ned ved et enkelt klik på en computer. Det var det, Marx kaldte for kapitalismens anarki. Nu ser vi resultaterne. Med 700 milliarder dollars fra den amerikanske regering og 400 milliarder pund fra den britiske regering vil staten være indblandet i mange år. 400 milliarder pund svarer til halvdelen af den britiske nationalindkomst. Selv hvis det bliver betalt tilbage (hvilket er at forvente meget), betyder det mange år med skattestigninger, besparelser på sociale udgifter samt nedskæringer.

En meget gammel lov, flokinstinktet, regerer markedets opførsel. Det mindste syn af en løve i busken vil sende en horde gnuer i panik, som intet kan standse. Det er denne slags mekanisme, der bestemmer millioner af menneskers skæbne. Det er markedsøkonomiens rå virkelighed. Ligesom gnuen kan lugte en løve, så kan markedet lugte den overhængende fare for recession. Udsigten til recession er den virkelige årsag til panik. Når dette først sker, kan intet standse det. Alle talerne, alle rentenedsættelserne og alle gaverne til bankerne vil påvirke de finansielle markeder. De vil se, at regeringerne og centralbankerne er bange, og de vil drage de nødvendige konklusioner.

Panikken, der er gået gennem markederne, truer med at overmande alle regeringernes forsøg på at beherske krisen. Ingen af de desperate tiltag, som den amerikanske centralbank og de britiske og europæiske centralbanker og regeringer har standset den vilde flugt. Denne skandale er desto mere chokerende, da de mennesker, der nu råber på hjælp fra staten er de samme, som altid råber, at regeringen ikke skal blande sig i økonomien, og at det frie marked skal have lov til at virke uden regulering eller nogen anden form for statslig indblanding.

Nu klager de bittert over, at regulatorerne ikke gjorde deres arbejde. Men indtil for nylig var de alle enige om, at regulatorernes arbejde simpelthen var at lade markedet være i fred. Vagthundene har ret når de siger, at det ikke er op til dem at drive banker, for det har været mantraet i de sidste 30 år. Fra London til New York og Reykjavik er det ikke lykkedes for regulatorerne at tøjle finansindustriens ”udskejelser”. I de sidste tre årtier har markedsøkonomiens fortalere alle krævet, at reguleringer skulle afskaffes.

Konkurrence mellem finanscentrene skulle garantere, at markedet virkede effektivt takket været markedets usynlige hånd. Men denne lassez-faire politiks falit blev nådesløst afsløret i sommeren 2007. Nu slår de sig alle for brystet og begræder konsekvenserne af deres egne handlinger. Samfundet betaler nu regningen for den politik, som kapitalisterne og deres politiske repræsentanter førte for at holde opsvinget kørende ved konstant at puste luft i den spekulative boble. Alle tog del i dette massive bedrag. Republikanere og Demokrater, Labour og konservative, socialdemokrater og tidligere ”kommunister” – alle tog de markedsøkonomien til sig og bifaldt dette glade penge-karneval.

Det er meget nemt at være bagklog, hvilket enhver fulderik vil fortælle dig morgenen efter en våd fest. De vil da sværge, at de har lært deres lektie og aldrig vil drikke igen – et fremragende løfte, som de oprigtigt agter at holde – indtil det næste drikkegilde. Nu stikker finansregulatorerne deres næser i selv de mindste aspekter af bankernes forretninger, men først efter at bankerne var på randen af kollaps. Hvor var de før?

Nu bebrejder alle de grådige bankfolk for krisen. Men i går blev de selv samme grådige bankfolk overalt hyldet som nationens redningsmænd, værdiskabere, folk der løber risici og skaber arbejdspladser. Mange i London City og på Wall Street står nu over for at miste deres job. Men aktiehandlerne vil have tjent millioner på kortfristede tillæg på spekulation. Børsmæglernes overordnede i bestyrelserne lader kasinoet fortsætte fordi deres løn også var knyttet til kortfristede resultater.

For sent forsøger myndighederne at begrænse bankchefernes løn som pris for redningsplanerne. De gør ikke dette på grund af principper eller overbevisning, men fordi de frygter offentlighedens reaktion på skandalen med enorme bonusser, der bliver udbetalt til de selv samme folk, der har skabt kaos i økonomien. Cheferne blæser på den stemning af vrede, der ophober sig i samfundet. De er aldeles ligeglade med det. Med politikerne har ikke råd til at være fuldstændig ligeglade med vælgerne, som kan sætte dem på porten ved næste valg.

Problemet, de står over for, er at det er umuligt at regulere kapitalismens anarki. De beklager sig over grådighed, men grådighed er indbygget i markedsøkonomien og kan ikke spares på. Alle forsøg på at begrænse ”overdrevne” vederlag, gyldne håndtryk osv., vil blive mødt med sabotage. Markedet vil udtrykke sin utilfredshed med pludselige prisfald på aktier. Det vil få lovgiverne til at være opmærksomme på deres virkelige bagland: de rige. Når en arbejder ofrer en lønstigning i år er disse penge tabt for evigt. Men det gælder ikke for bankcheferne og kapitalisterne. Selv hvis de, af kosmetiske årsager, går med til at begrænse deres tillæg i år, vil de gøre dette ”store offer” godt igen ved at øge deres tillæg næste år. Det er overhovedet ikke vanskeligt.

Ideen om at mænd og kvinder er ude af stand til at tage vare på deres sager bedre end dette er en uhyrlig bagvaskelse imod menneskeheden. I de sidste 10.000 år har menneskeheden vist sig i stand til at klare enhver forhindring og gå fremad imod frihedens endelige mål. De fantastiske opdagelser indenfor videnskab og teknologi giver os udsigt til at kunne samtlige af de problemer, der har plaget os i århundreder og årtusinder. Men dette kolossale potentiale kan aldrig udfoldes i sin fulde udstrækning så længe det er underordnet profitsystemet.

For et bedre liv

I deres forsøg på at forsvare kapitalismen forsøger nogle kommentatorer utroligt nok at give forbrugerne og boligejerne skylden for krisen: ”Vi har alle skylden,” siger de uden så meget som at rødme. Når alt kommer til alt, siger de, blev ingen tvunget til at belåne deres bolig med 125 procent eller opskrive gælden for at kunne betale for ferier i udlandet eller købe designersko. Men i en situation, hvor økonomien udvikler sig hurtigt og det er billigt at låne, bliver selv fattige folk fristet til at ”leve over evne”. I virkeligheden var renten i USA på i et tidsrum negativ, hvilket betød at folk blev straffet for ikke at låne.

Kapitalismen skaber konstant nye behov, og reklamebranchen er nu en enorm industri, der benytter sig af de mest sofistikerede metoder til at overbevise forbrugerne om, at de må have det ene og det andet. Rige ”berømtheders” ødsle livsstil bliver viftet foran de fattiges øjne og hjernevasker folk til at ønske sig ting, der aldrig vil blive deres. Derefter peger de borgerlige hyklere anklagende på masserne, der – ligesom Tantalus – bliver dømt til at se på et festmåltid mens de selv lider under tørst og sult.

Der er intet amoralsk eller ulogisk ved at stræbe efter et bedre liv. Hvis mænd og kvinder ikke konstant stræbte efter noget bedre ville der aldrig ske fremskridt. Samfundet ville synke ned i stagnation og en indadvendt tilstand. Vi bør ganske sikkert stræbe efter et bedre liv, for vi lever kun en gang. Og hvis alt, vi kan håbe på er det, der eksisterer nu, ville udsigterne for menneskeheden i sandhed være dystre. Det der ganske sikkert er amoralsk og umenneskeligt er det rotteræs, som kapitalismen skaber, hvor individuel grådighed bliver ophøjet ikke blot som en dyd, men som kilden til al menneskeligt fremskridt.

Kapitalistklassen tror på de såkaldt bedst egnedes overlevelse. Imidlertid mener de ikke de bedst egnede og mest intelligentes overlevelse, men kun overlevelse for de rige, uanset hvor uegnede, grimme eller syge de er, og uanset hvor mange velegnede og intelligente mennesker, der dør i processen. Ideen om at min egen fremme må være på bekostning af andre, og at det er nødvendigt at træde andre under fode for at gå fremad, bliver systematisk dyrket. Denne ondartede borgerlige individualisme er det moralske grundlag for mange af de dårligdomme, der hjemsøger samfundet, gnaver i dets indvolde og trækker det ned til et niveau med primitivt barbari. Det er junglemoral og opfattelsen af ”hver mand for sig selv, og lad fanden tage de sidste.”

Denne skrækkelige karikatur af den naturlige udvælgelse er en hån imod Charles Darwins minde. Faktisk var det ikke konkurrence men samarbejde, der var nøglen til menneskehedens overlevelse og udvikling fra sin tidlige oprindelse. Vores tidlige forfædre på Østafrikas savanne (for vi stammer alle fra afrikanske indvandrere) var små og svage væsener. De manglede stærke kløer og tænder. De kunne ikke løbe lige så stærkt som de dyr, de ønskede at spise eller de rovdyr, der ønskede at spise dem. Ifølge ”de bedst egnedes overlevelse” burde vores art være uddød for omtrent tre millioner år siden. Den vigtigste evolutionære fordel, vore forfædre besad, var samarbejde og social produktion. Individualisme under disse forhold ville have været ensbetydende med døden.

Bevidstheden ændrer sig

De økonomiske chok, som dagligt bliver rapporteret i aviserne og tv fortæller en historie, hvor meningen er klar for alle: det eksisterende system virker ikke. For at bruge et amerikansk udtryk: det leverer ikke varen. Der er ingen penge til sundhed, skoler eller pension, men der er alle penge i verden til Wall Street. Med USA’s største nulevende forfatter Gore Vidals ord har vi socialisme for de rige og fri markedsøkonomi for de fattige.

Mange almindelige mennesker drager de korrekte konklusioner af dette. De begynder at stille spørgsmål ved det kapitalistiske system og se efter alternativer. Uheldigvis er der ikke nogen alternativer, der umiddelbart er åbenlyse. I USA ser de til Obama og Demokraterne. Men Republikanerne og Demokraterne er kun storkapitalens højre og venstre støvle. Gore Vidal sagde: ”i vores republik er der et parti, ejendomspartiet, med to højrefløje.” Obama og McCain støttede begge trofast redningspakken på 700 mia. dollars til storkapitalen. De repræsenterer de samme interesser, blot med små variationer i deres taktik.

Disse kendsgerninger har en kraftfuld virkning på bevidstheden. Det er en af marxismens grundlæggende sætninger, at den menneskelige bevidsthed er konservativ. Folk kan generelt ikke lide forandring. Vaner, tradition og rutine spiller en meget vigtig rolle i at skabe udsynet hos masserne, som normalt gør modstand imod store forandringer i deres liv og sædvaner. Men når store begivenheder ryster samfundet i dets grundvold bliver folk tvunget til at genoverveje deres gamle ideer, deres tro og fordomme.

Vi er nu gået ind i netop en sådan periode. Den lange periode med relativ velstand, der har varet to årtier eller mere i de fremskredne kapitalistiske lande, har efterladt sit aftryk bortset fra den relativt milde recession i 2001. På trods af alle kapitalismens åbenlyse uretfærdigheder, på trods af lang arbejdstid, intensivering af udbytningen, den store ulighed, den oprørende luksus hos de rige, der skamløst blev vist frem ved siden af det stigende antal fattige og marginaliserede – på trods af alt dette troede de fleste, at markedsøkonomien fungerede og endda kunne fungere til deres fordel. Det var især sandt i USA. Men for et stigende antal mennesker er det ikke sandt længere.

Source: Socialistisk Standpunkt