Attentatforsøget på Donald Trump har accelereret polariseringen i det amerikanske samfund efter den republikanske præsidentkandidat undslap døden med den snævrest mulige margin. Men det var ikke kun Trump, der undgik en kugle. Hele landet nåede helt ud på kanten til en afgrund, inden det tog et kollektivt halvt skridt tilbage. Som titlen på en artikel i Financial Times formulerede det: “USA stirrer ned i afgrunden”.
[Source]
Dette forstår kapitalens klogeste strateger, og de er skrækslagne. Forbieren i lørdags har illustreret, hvor let den politiske situation kunne komme ud af kontrol.
En tomme fra “borgerkrig”
Hvad ved vi om skytten? Forbløffende lidt. Vi ved, at hans navn var Thomas Crooks, og at han var en tyveårig fra middelklasseforstad, som boede hos sine forældre. Ingen af hans naboer lod til rigtig at have kendt ham. Han var angiveligt en høflig mand, som sad alene i bussen. Han var registreret som en republikansk vælger, selvom han åbenbart havde doneret 15 dollars til en demokratisk kampagne i 2021. Det er den slags information, vi får. Hans tidligere klassekammerater beskrev ham som en dreng, der undgik opmærksomhed. Hans arbejdsgiver beskrev ham som en kompetent arbejder. Og det er det.
Undersøgelsen af hans online tilstedeværelse vil muligvis afsløre et politisk motiv, men der er ikke dukket noget op endnu. Nogen har gættet på - og det er ikke utænkeligt - at han var en af USA’s mere end 40 millioner borgere, der har en psykisk lidelse, men som ikke er i behandling.
Alle indikationer peger på, at han var en enspænder, der handlede på eget initiativ. Han var umiddelbart ganske upåfaldende. Og alligevel hvilede skæbnen for det mægtigste land på jorden; hjemmet for 330 millioner mennesker, i et øjeblik på stabiliteten af Thomas Crooks skydefinger.
Da man hørte nyheden, løb den samme tanke igennem alle hoveder: hvad nu hvis den finger havde været bare en smule mere stabil? Hvad hvis Trump ikke havde vendt sit hoved i netop det øjeblik?
En journalist fra BBC fangede raseriet ved mødet i Pennsylvania, som talte for sig selv: “De skød først. Det her er krig!” råbte én. “Borgerkrig”, råbte en anden blot. Mange andre havde samme tanke. “Borgerkrig” trendede hurtigt på Twitter og søgetermen “amerikansk borgerkrig” sprang til højeste niveau i et år ifølge Google analytics. Adskillige avisers overskrifter var en variant af den præcis samme titel: “En tomme fra borgerkrig”.
Det er ren spekulation at forestille sig, hvad der muligvis var sket, hvis kuglen havde ramt sit mål. Det er helt sikkert, at et enormt eksplosivt raseri var brudt ud. Trumps støtter ville have afholdt massedemonstrationer. I et land med 44 millioner AR-15-rifler, som den Crooks brugte, ville mange uden tvivl være bevæbnet og lede efter hævn. Hvis der begyndte skyderier, ville nationalgarden og måske endda hæren være blevet sendt ind.
Politikere - også mange republikanere - ville panisk forsøge at lægge en dæmper på tingene, mens andre ville have forsøgt yderligere at piske en stemning op. Mange republikanske veteraner har allerede antydet, at det var det Demokratiske Parti, der orkestrerede skyderiet. Ville vi have set arrestationer på ledende republikanere, der var med til at piske en stemning op? Og midt i den atmosfære skulle den republikanske nationale konvent så vælge Trumps arvtager.
Alt dette er naturligvis spekulationer. En dag kan det måske blive en interessant præmis for en “alternativ historie”-film. Men pludseligt så det hele meget plausibelt ud.
Bidens præsidentperiode, som startede med stormen på Kongressen den 6. januar i 2021, var lige ved at blive afsluttet med, omend ikke en decideret borgerkrig, så med en storm på kongressen gange ti.
Det er med denne geometriske faktor, at polariseringen i USA er steget i løbet af fire år. Her på tærsklen til en ny Trump-administration, som nu virker fuldstændig uundgåelig, har spændingerne ikke gnavet så hårdt i det amerikanske borgerlige demokratis struktur i generationer.
En voldelig historie
Siden lørdag har det løbet USA’s herskere koldt ned ad ryggen. Dette var ikke bare en heldig forbier for Trump; det var en heldig forbier for dem alle sammen.
Biden opfordrede til ro; at amerikanerne “sænker temperaturen”. Selv Trump - der viste sig at være bemærkelsesværdigt ubemærket af attentatforsøget - lod til at have mærket en klump af is i maven ved tanken om, hvad der næsten skete. Han opfordrede hurtigt til “national enhed”, og hans hold fik at vide, at de skulle holde sig fra sociale medier for at lade situationen køle af.
Og så gik Biden ud i æteren for at komme med en udtalelse, der var i så skærende kontrast med virkeligheden, at det i enhver anden kontekst ville blive set som sort humor:
“Ideen om, at der er politisk vold eller vold i USA ligesom det her, er simpelthen uhørt.”
En sand perle - især i konteksten af folkedrabet, der stadig foregår i Gaza, og som er støttet af USA… hvorom vi ikke hører nogle fordømmelser fra Vestens ledere. I sin tale til landet affejede Biden uforskammet hele den lange historie med politisk vold i USA - det folkedrab, slaveri og imperialistiske krige, som amerikansk kapitalisme hviler på. Selv hvis vi ser bort fra disse, har attentater, politisk vold og borgerkrig en lang historie - man fristes til at sige en tradition - i USA.
Men den nuværende situation er anderledes selv efter amerikansk eksempel. Som Financial Times formulerede det i redaktørens debatindlæg:
“Det er altid fristende at påpege, at geværer og politiske mord er varetegn på den amerikanske republik. Det er sandt sammenlignet med andre demokratier. Men forholdene i 2024 er unikke. En kugle dræbte næsten en mand, der sværger hævn, hvis han vender tilbage til Det Hvide Hus. Hævnens spøgelse går gennem Amerika.”
Der er i sandhed et “hævnens spøgelse” og faktisk et “hadets spøgelse” blandt millioner af middel- og arbejderklasseamerikanere: et had mod korrupte politikere; mod “etablissementet”; mod de mørke kræfter, som millioner ikke nødvendigvis forstår, men som de tydeligt mærker ramme dem.
Det er ikke svært at forstå, at Trump virker appellerende for en del af dem. Hundred millioner ser deres lønningers købekraft falde. De ser, at gode jobs bliver sværere at finde. De har opgivet drømmen om at eje et hjem. De er rædselsslagne for udsigter til sygdom, som er årsagen til to tredjedele af alle bankerotter i USA. Fremtiden virker for dem dyster, frygtindgydende og ukendt. Og midt i alt dette ser de Bidens administration bruge utallige milliarder på krige i Ukraine og Gaza.
De forstår ikke, hvorfor det her sker, men de hader det etablissement, som de ser som årsagen. Og mange af dem ser Trump som en brandstifter, de kan sende ind i Det Hvide Hus for at brænde systemet ned indefra.
Amerikansk “demokrati” er i forfald
Naturligvis har demagogen Trump ikke nogen løsninger på de virkelige problemer, som amerikanerne står overfor. Han kommer med alle mulige løfter. Han lover hævn mod etablissementet, at udrense staten og at repræsentere den “lille mand”.
Han peger på den “dybe stat”, “woke-horden”, Kina, indvandrere - på alle skræmmebilleder faktisk bortset fra det rådne borgerlige system, som han er en del af, og som virkelig er skyld i det amerikanske samfunds dårligdomme. Hans svar er ikke rigtige svar, men hvem ellers kommer med nogle svar overhovedet?
I modstrid med den hårde virkelighed af livet under kapitalismen i dag, som millioner mærker, udbasunerer Biden og demokraterne den faldende inflation og stigende BNP, som om de siger: “Er du dum? Kan du ikke se, at tingene bliver bedre?” til amerikanske arbejdere.
De liberale håner dem, der sluger Trumps demagogi som godtroende fjolser, der ikke er i stand til at genkende “fake news”, når de ser det. De har brug for et par pålidelige, “fornuftige” hænder til at herske i deres kollektive interesser, især i så sprængfarlig en situation. Så de har kastet alt, hvad de har efter Trump, som er for egenrådig, og som går for meget op i sine egne selviske interesser, der strider imod resten af hans klasses interesser.
Men, med undtagelse af et par af de mere klarsynede af kapitalens strateger, kan de ikke forstå, hvorfor alt det, de kaster mod ham, lader til at prelle af og styrke ham, alt imens det sår kynisme og mistillid til hele det kapitalistiske demokrati.
Allerede før i søndags mente én ud af tre amerikanere, at der var fusk med valget i 2020. De efterfølgende begivenheder har for millioner ladet til at bekræfte, at der er en konspiration fra etablissementet mod Trump og, i forlængelse heraf, mod dem. Trumps støtter har set den ene efter den anden af hans allierede blive sendt i fængsel på forskellige anklager, hvoraf Steve Bannon er den seneste. Og så er der Trump selv, der har stået overfor fire forskellige anklager.
Et statsstøttet attentatforsøg ville have været vanvid netop fordi, det ikke er i den amerikanske herskende klasses interesse. Men Trumps støtter er mere end villige til at tro på det. Når vi tilføjer det nærmest uforståelige faktum, at skytten i fuldt udsyn var i stand til at kravle op på et tag blot 150 meter fra hovedscenen i Butler, Pennsylvania, ja, så skriver konspirationsteorierne sig selv.
Et revolutionært kommunistisk alternativ
Det er det lave niveau af legitimitet, som staten, “demokratiet” og den herskende klasse har blandt millioner og millioner af amerikanere. Det er en situation, der havde været utænkelig for blot et par årtier siden. Årsagen til denne legitimitetskrise hos alle de borgerlige institutioner kan findes i kapitalismens krise, som forværres i USA af landets relative tilbagegang som imperialistisk magt.
Modsat Biden, der siger at politisk vold ikke hører hjemme i USA, mener én ud af fem borgere i dag, at vold er nødvendigt for at få landet tilbage på sporet. 41 procent mener, at borgerkrig er uundgåelig i løbet af de næste fem år.
Trump har formået at indfange en del af den vrede, som i virkeligheden er en forvrænget klassevrede, der i sidste ende kommer fra det kapitalistiske systems råddenskab. Han sælger racistisk demagogi med et rosenrødt syn på fortiden, hvor arbejdere angiveligt havde det meget bedre - en fortid som, der under alle omstændigheder, aldrig vil vende tilbage i dette døende kapitalistiske system. Endnu vigtigere er det, at han ikke virker som en decideret “politiker” fra etablissementet.
Han har indfanget denne vrede, fordi han alene, blandt alle skikkelser med bare lidt betydning, har givet den et udtryk, og fordi “venstrefløjen” så grundlæggende har fejlet i denne opgave.
Lad os se på, hvad der går for at være “venstrefløjen” i USA i dag. I 2016 kunne Bernie Sanders og det såkaldte “Squad” måske have spillet sådan en rolle, hvis de havde brudt med demokraterne. I stedet bandt de sig så stramt til det demokratiske etablissement, at de forsvarer Bidens kandidatur, mens selv de liberale mainstreammedier begynder at gå efter ham!
Ilhan Omar blev for blot et par måneder siden bagvasket af de liberale for at være en “antisemit” bare for at komme med et par pip mod Israels krig. Men for et par dage siden beskrev hun Biden som “den bedste præsident” i hendes levetid! Det er svært at forestille sig et mere afskyeligt spektakel af psykofanti for etablissementet end denne leflen for “det mindste onde”.
En ægte revolutionær venstrefløj, der retter al sin ildkraft mod hele det kapitalistiske system, det svigagtige skindemokrati og de to partier, der opretholder det, kunne uden tvivl vriste nogle af de samme vrede lag fri, der på nuværende tidspunkt følger Trumps reaktionære demagogi, og forbinde sig med dem. Alexandria Occasio Cortez og hendes typer tjener kun at overbevise disse selvsamme lag om, at det alene er Trump, der står mod etablissementet, og skubber dem derved dybere ind i hans favntag.
Men der er flere millioner, særligt blandt ungdommen, der korrekt har indset, at det er det kapitalistiske system, der er årsag til den krise, som de amerikanske masser står overfor. I dag anser én ud af fem unge amerikanere kommunisme for at være det bedste økonomiske system. Mange af dem var for unge til at stemme i 2020, men hvis nogle af dem blev overbeviste om at stemme på Biden som det “mindste onde” dengang, er de blevet kureret for den forestilling nu.
Det er det publikum, som vi henvender os til: attentatforsøget har forankret Trumps støtte i sådan en grad, at en ny Trump-administration ser næsten uundgåelig ud. Det er det reaktionære og uundgåelige resultat, som kan forventes af individuel terror.
Men det er netop erfaringen med en ny Trump-administration, der vil bryde de illusioner, som millioner af hans støtter har. Men selve eksemplet med trumpismen viser, at når først disse illusioner er brudt, fører de ikke automatisk til en forståelse for den virkelige vej ud af kapitalismen, som er at ekspropriere multimilliardvirksomhederne under de amerikanske arbejderes kontrol - altså kommunisme.
Det er kun, hvis der eksisterer en stærk revolutionær kommunistisk organisation over hele USA som et kæmpende alternativ til kapitalisternes to partier, at vi kan bryde støtten til den yderste højrefløj.
Mulighederne vil være enorme, men kun hvis vi organiserer os og forbereder os på dem nu. Gå med i Revolutionære Kommunistiske Internationale både i USA, Danmark og resten af verden.