Det racistiske kapitalistiske system har endnu en gang skabt den velkendte tragedie – helt ned til de samme tiggende sidste ord fra både Georg Floyd og Staten Islands Eric Garner. Dette har startet nogle af de største demonstrationer, som Minneapolisområdet nogensinde har set, og lignende aktioner har allerede spredt sig til andre byer som Los Angeles og Memphis.
[Source]
Klokken 20:00 mandag aften blev politiet tilkaldt til Cup Foods supermarkedet i det sydlige Minneapolis for at undersøge en påstået sag om forfalskning. Et par timer senere blev en rutineudtalelse udsendt af politiet med den harmløse titel; ”Mand dør efter medicinsk hændelse under politiefterforskning.”
Men hen over natten blev den officielle historie optrævlet efter en video af to betjente, der står over en sort mands krop, gik viralt. I optagelsen, der blev taget af en tilskuer, kan man se en af betjentene knæle på mandens hals, mens han tigger: »Jeg kan ikke trække vejret! Jeg beder jer, jeg kan ikke trække vejret! Jeg er ved at dø!« Mens han desperat i flere minutter fortsatte med at gispe, spørger en af betjentene ham med forbitret stemme: »Hvad vil du have?« Blot et par timer senere blev George Floyd erklæret død.
Den oprindelige politiudtalelse hævdede, at politiet havde fundet en mand, som mistænktes for at være påvirket. Politiet informerede offentligheden om, at det havde ringet efter en ambulance til en person, der »var i helbredsmæssig nødsituation« - uden at nævne noget om, at betjenten, der knælede på hans hals, måske kunne have frembragt denne nød.
Hen over tirsdag morgen dukkede flere billeder og videoer op på de sociale medier. Et af billederne viser i alt fire betjente, hvoraf tre af dem står roligt ved siden af deres kollega, der knæler på Georges hals.
En demonstration blev hurtigt organiseret gennem Facebook af Black Lives Matter Minnesota tirsdag klokken 17:00. Klokken 15:00 var de fire betjente – Derek Chauvin, Thomas Lane, Tou Thao og J. Alexander Kueng, der var involverede, blevet fyret. Men folk var allerede begyndt at samle sig foran Cup Foods.
Midt under coronaudbruddet var det svært at forudse, hvordan appellen til aktion ville blive modtaget. Men efter en lang vinter, midt under den værste økonomiske krise i USA’s historie og med millioner af mennesker forbitret over resultaterne af primærvalget til USA’s præsidentvalg var den simrende vrede i samfundet klar til at bryde gennem overfladen. Dette var det 49. politimord på en sort mand bare i Minneapolis siden 2000, og det var tydeligt, at nu var nok nok – pandemi eller ej.
Demonstrationsarrangørerne uddelte beskyttelsesmasker, håndsprit og vand på flaske til alle, der havde behov for det, og de opfordrede til social afstand. På sit højeste strakte demonstrationen sig over adskillige boligkvarterer, mens hundrede marcherede fredfyldt med skilte, hvorpå der stod slogans som »Black Lives Matter« og »Jeg kan ikke trække vejret!«, mens de råbte »Fuck Trump« og »Ingen retfærdighed - ingen fred!«.
Den ukontrollerede vrede og følelse af magtesløshed blev udtrykt hos nogle individer gennem et par smadrede vinduer i politikøretøjer, da demonstrationen nærmede sig politistationen på Lake St. og Minnehaha Ave. Som modsvar sendte politiet tåregas og ikke-dødelige skud ind i menneskemængden, som inkluderede børn, forældre og bedsteforældre. Onsdag morgen udsendte Minneapolis’ borgmester Jacob Frey en udtalelse, der krævede af betjenten, der dræbte George Floyd, blev arresteret.
En lille menneskemængde samledes spontant uden for politistationen samme aften. Demonstrationerne havde uden tvivl været større, hvis ikke det var for COVID-19. Livestreams blev set af tusindvis af seere, der i overvældende grad var på demonstranternes side.
Selvom demonstranterne stod stille i gaden med armene hævet over hovedet og råbte: »Jeg kan ikke trække vejret« og »Hænderne op, skyd ikke«, brugte politiet igen tåregas imod menneskemængden. Nogle af demonstranterne tog lågene fra affaldsspande for at bruge dem som skjolde mod politiets skud, og alle, der forsøgte at kaste ting efter politiet bag de improviserede barrikader, blev øjeblikkeligt bedt om at stoppe af andre demonstranter.
For blot et par uger siden stod politiet roligt ved statshovedstadsbygningen i det nærliggende St. Paul, mens bevæbnede demonstranter krævede, at guvernøren genåbnede økonomien. Den race- og klassemæssige sammensætning af den demonstration var markant anderledes – hvide og småborgerlige. Men eftersom politiet er et redskab til at beskytte privatejendom og kapitalisternes profitter, var demonstrationerne for at genåbne økonomien under deres beskyttelse. Men demonstrationerne for retfærdighed for mordet på George Floyd – som i sine rødder er protester mod et system, der beror på racisme for at udbytte og opdele arbejderklassen – er utilladelige for de samme betjente.
Indtil videre er demonstrationerne meget spontane og produktet af den akkumulerede vrede, der bliver sluppet løs som gas under tryk og endelig finder et svagt punkt i dens beholder. Ligesom med Ferguson-bevægelsen, der brød ud på en lignende måde, er befolkningens legitime vrede blevet mødt med politivold og -undertrykkelse. Som modsvar er flere demonstrationer blevet forberedt til torsdag og lørdag. Men bevægelsen er lederløs og derfor i sidste ende uden en retning.
Adskillige fagforeninger har udsendt udtalelser, hvori de fordømmer Minneapolis’ politi og kræver, at byens regering ”skrider til handling.” Men langt mere må kræves af arbejderbevægelsen! Den burde forbinde sig direkte med demonstrationerne og mobilisere sine medlemmer til at strømme ud på gaderne. Med 364.000 fagforeningsmedlemmer i hele staten kunne byens gader blive sat i stå, hvis fagforeningstoppen skred til handling. Det er arbejderklassen, der har magten til at ”lukke det ned” [shut it down!, red.] ved at tilbageholde sin arbejdskraft. En strejke omfattende hele byen – ligesom Teamsters-strejken i 1934 - ville få myndighedernes opmærksomhed! I sidste ende ville den stille spørgsmålet: hvem bør styre samfundet?
Ikke desto mindre er der blevet set elementer af organisering i kimform i løbet af de første 48 timer af denne bevægelse, såsom uddeling af masker, håndsprit og andre donationer til dem, der har behov for det. Vi har også set beviser på, at store menneskemængder af demonstranter er fuldstændig i stand til at ”holde orden” blandt dem selv. For eksempel når individer har forsøgt at kaste affald efter politiet i frembrusende vrede, men er blevet stoppet af resten af menneskemængden for ikke at give strisserne en undskyldning for at blive endnu mere voldelige.
Selvom nogle udnytter kaosset og den desorganisering, som følger med en spontan bevægelse uden ledelse, til at plyndre butikker og endda brænde bygninger af, er disse handlinger ikke en funktion af demonstrationerne, men et produkt af det system, som politiet forsvarer. Kapitalismen skaber en verden af overflod i de store supermarkeder, mens en hær af sultende mennesker er ude af stand til at købe produkterne. Luksuslejligheder står tomme midt i en boligkrise. Disse omstændigheder er blevet forværret af den økonomiske katastrofe, der har ramt arbejderklassen og de fattige. Over hele USA har 41 millioner arbejdere indtil nu mistet deres job siden marts, heraf hele 39 procent lavtlønnede arbejdere, der tjener under 49.000 dollars om året. I alt 35 procent af alle husholdninger med børn lever nu i madusikkerhed. Dette har ført til en eksplosiv stemning af vrede, der leder efter afløb.
For at tage næste skridt burde den organiserede arbejderbevægelse forbinde sig med demonstranterne i anerkendelse af arbejderes fælles kamp mod det racistiske kapitalistiske system. Med fagforeningernes ressourcer og antal ville bevægelsen antage en fuldstændig anderledes karakter. Politiet ville være mindre tilbøjelige til at affyre tåregas mod tusindvis af brandmænd, jern- og stålarbejdere! Men hvis det gjorde dette mod den bredere arbejderklasse, ville det udløse en endnu større krise for regeringen – og den ville ikke kun være begrænset til Tvillingebyerne (Minneapolis og Sain Paul, red.).
Trods den ”rare Minnesota” facade er Minnesota en af de mest racemæssige ulige stater i landet, og den sydende klassevrede og frustration er til at tage og føle på. Før COVID-19 levede blot 7 procent af hvide i Minnesota under fattigdomsgrænsen mod 32 procent af sorte. Officiel arbejdsløshed for sorte var næsten tre gange højere end arbejdsløsheden for hvide. I årtier har sorte familier været ude af stand til at købe ejendom i designerede ”hvide nabolag” gennem de såkaldte ”racekonventioner”. De er indlejret i skøder, der er blevet skrevet mellem 1910 og 1950. Dette er institutionaliseret racisme ganske simpelt, der er bundet op på amerikansk kapitalisme.
Som en regel må politibetjente ikke patruljere i deres egne nabolag. De bliver ofte rekrutteret fra de mest reaktionære lag i samfundet og sluppet løs i fattige og arbejderklassenabolag for at terrorisere de befolkningsgrupper, som de hader. Dette er årsagen til, at krav om ”samfundskontrol” med politiet, og at betjente skal patruljere i de nabolag, som de kommer fra, er forrest i mange folks bevidsthed hver gang en hvid strisser dræber en sort person på gaden.
Men det er umuligt at etablere samfundskontrol med vores egne nabolag og garantere vores sikkerhed, mens der er fundamental ulighed i alle andre af livets aspekter. ”Lighed for livet” kan kun blive realiseret ved at omstyrte kapitalismen og erstatte den kapitalistiske stat med en stat, der er demokratisk styret af arbejderne. Politiet er en del af det kapitalistiske statsapparat, der bliver brugt til at forsvare det lille mindretal, der ejer produktionsmidlerne. Ingen mængde af tilsynsforanstaltninger eller ”samfundsbestyrelser” kan ændre på disse institutioners repressive natur.
Arbejderne kan ikke finde hjælpe i den kapitalistiske stat for beskyttelse. Minneapolis Regional Labor Federation [Minneapolis-regionens fagforbund, red.] burde organisere nabolagsforsvarskomiteer for at forene både organiserede og uorganiserede arbejdere og de arbejdsløse, så de kan mobiliseres på et øjeblik som modsvar på politivold i arbejderkvarterer – vi kan kollektivt forsvare os selv!
På samme måde er de nyligt fremsatte krav om ”handling” og ”retfærdighed” ikke tilstrækkeligt konkrete. Hvilke handlinger? Hvis retfærdighed? Hvordan ser retfærdighed ud, når hele systemet er skyldigt?
Sammenlignet med andre lignende sager har borgmester Frey været mere aggressiv i forhold til at holde disse specifikke betjente til ansvar, fordi han ved, at han sidder på en krudttønde. Men vi burde ikke stole på denne håndlanger for det Demokratiske Parti og byens kapitalister. Vi burde heller ikke have tiltro til, at FBI, der er blevet hentet ind for at undersøge sagen, kan bringe nogen form for ”retfærdighed”.
I hele politiinstitutionen hærger racisme og magtmisbrug som en refleksion af det samfund den opretholder. At fjerne et par ”rådne æbler” gør intet fundamentalt for at ændre de klasserelationer, der skaber sådanne tragedier. Selv hvis politiet viser dets ”bedste opførsel” for en tid, vil der ske endnu et mord begået af en betjent ”ude af kontrol”.
For at opretholde et system, hvori en lille herskende klike kan undertrykke langt størstedelen af befolkningen, bliver den nødt til at dele os op på race, nationalitet, religion, seksualitet, køn og alt andet den kan finde på. Når én sektion af arbejderklassen skyder skylden på en anden for at få en større del af kagen, sover kapitalistklassen fredfyldt velvidende, at de ejer bageriet. En socialistisk revolution ville ikke øjeblikkeligt fjerne alle fordomme produceret af det kapitalistiske samfund; men den ville destruere selve det fundament, som racismen hviler på, så vi kan fjerne den fra bunden og op.
Før han også blev myrdet af politiet i Chicago, forklarede Fred Hampton:
”Vi vil bekæmpe racisme, ikke med racisme, men vil bekæmpe den med solidaritet. Vi siger, at vi ikke har tænkt os at bekæmpe kapitalisme med sort kapitalisme, men at vi har tænkt os at bekæmpe den med socialisme. Vi vil bekæmpe [reaktionen] med alle os folk, der står sammen og skabe en international proletarisk revolution.”
Og som vi har forklaret i vores program: »Erstatninger for århundreder med udbytning, racisme og undertrykkelse kan kun opnås ved at gøre en ende på kapitalismen og bygge socialisme.«
Gå med i IMT og kæmp for at gøre dette til en realitet!
Artiklen blev udgivet på vores amerikanske søsterorganisations hjemmeside socialistrevolution.org den 28. maj.